Skip to main content

Det lykkedes i sidste øjeblik

Allerede da vi planlagde rejsen, havde vi kontakt med den peruanske advokat, som hjælp os med alle dokumenterne i forbindelse med adoptionerne i 1999 og 2004. Vi ville gerne møde hende igen.

Det var lige ved ikke at lykkes, for endelig var der en dansk familie i Peru for at adoptere deres andet barn. Og det på samme tid som vi var i Peru. Derfor havde Roxana travlt og som det altid er i adoptionssager, så er der en del, der ikke kan planlægges.

Et par timer før vi skulle i lufthavnen før hjemrejsen kom Roxana forbi. Vi gik på konditori og fik god varm kakao og en lækker kage.

Roxana var så glad for at se ’sine’ børn igen 10 og 15 år efter. Hun havde gaver med til dem fra hver deres region.

Jeg selv var også rigtig glad for, at der lykkedes. Roxana er yderst kompetent og det var meget betryggende at have hende ved sin side, når mange elementer skulle falde i hak. Uanset om det handlede om møder i Ministeriet eller om ombookning af flybilletter.

Det var en dejlig afslutning på vores rejse.

IMG_4139.JPG

Oplæg i geografi

Karl er blevet inviteret ud i sin gamle klasse for at fortælle om rejsen til Peru.

Vi skal skære fra med hård hånd. Vores valg er foreløbigt, at Karl fortæller om fattigdom i sin fødeby, om rige i Lima og om Machu Picchu.

Det er jo geografi, så jeg vil fortælle om landet og de forskellige områder, om udvikling i børnedødelighed og om mineraler og krystaller fra undergrunden.

Vi fortæller nok også lidt om koka (coca cola, kokain og mate).
IMG_3503.JPG

Billederne viser figurer fra Coca museet i Cusco. Bemærk klumpen af tyggede kokablade, som buler kinden ud.

Hjemme igen

I dag er det en måned siden, vi kom hjem fra Peru og hverdagen er begyndt igen.

Det er som om rejsen til Peru ikke fylder ret meget hos børnene. Når nogen spørger om rejsen, så fortæller de selvfølgelig engageret om oplevelserne og viser billeder. Og det sker også vi støder på noget i hverdagen, der minder os om tilbagerejsen.

Måske er det mest mig, der tænker tilbage? Mit behov for at integrere og lande de to lande?

Karl og Liva er gode til at være i nu’et og deres liv er her og nu i Danmark.

Alligevel er det som om et eller andet er faldet på plads. Uden at der var et (erkendt) behov for det før rejsen.

Det er som om, der er kommet en anden naturlighed ind over det, når vi taler om Peru.

En ro af en slags.

Noget fremmed er blevet til noget mere bekendt, og kan derfor forstås og mestres på en anden måde end før rejsen.

Vi ved, hvad vi taler om.

Og vi har en fælles oplevelse som familie.

Intense og vigtige oplevelser, som vi stadig fordøjer.

Det er dejligt.

Positiv forskelsbehandling

Halvvejs gennem vores rejse i Peru, blev vi gjort opmærksom på, at der mange gange kunne være reduceret pris for Karl og Liva. Det gjaldt især entre til museer og andre seværdigheder.

Fordi der typisk vil stå Peru som fødested i børnenes pas (id), vil de kunne komme ind som ‘nacional’.

Hvis man også har dokumentation for fødested (by) vil de kunne komme ind som ‘local’ i deres fødeby.

Jeg synes, det er en god måde at ære sine borgere på. Så kan landets borgere få indblik i den rigdom Peru repræsenterer.

Karl og Liva syntes det var dejligt, at de på den måde stadig blev betragtet som peruanere i Peru. De var noget særligt!

Komme-dag

Hvert år fejrer vi børnene på deres komme-dag.

Vi kalder det ‘komme-dag’, andre adoptanter kalder det ‘familie-dag’.

Det vi i adoptivfamilierne fejrer, er den dag vi endelig fik hinanden. I min familie fejrer vi den dag, barnet definitivt flyttede fra deres børnehjem. Den dag, hvor vi forældre fik det endelige ansvar for barnet.

Det er en skøn dag at mindes. At genfortælle historien og at gense billeder fra overdragelsen.

Hjemme hos os får barnet lov til at bestemme hvad der skal ske, hvad vi skal spise osv. Og det får en lille gave.

Morgenbordet er altid dækket op med peruansk dug og flag.

I år er det lidt anderledes. Karl havde komme-dag dagen før vi skulle flyve til Peru, Liva på den dag, hvor vi fløj hjem.

Aftalen var, at de begge i år skulle fejres ude i Peru på en fælles komme-dag. Det fik vi aldrig gjort.

I stedet gjorde vi det den anden dag. Som altid med det peruanske national flag og det danske på bordet. I år havde vi også fået det regnbuefarvede Cuscoflag, som er Livas flag fra hendes fødeby.

I år ville børnene have en ordentlig bøf til aftensmad. Det fik de på Jensens Bøfhus. Og de ønskede også at deres mormor var med.

Det blev endnu en dejlig komme-dag.

20140721-094319-34999150.jpg

20140721-094320-35000135.jpg

Læggekartofler

Carlos mor var så sød at give mig fire slags læggekartofler med hjem. Hun har med sirlig skrift mærket hver enkelt kartoffel, så jeg ved, hvilke slags de var.

Jeg har Googlet dem. Nu ved jeg fx, at Papa Amarillo er god til supper, fordi den koger hurtigt ud. Den vokser i højden 2800-3800 m, så mon ikke den klarer det, når sensommeren og efteråret sætter ind her i Danmark?

Papa Yungay gror også i Andesbjergene og koger ikke så nemt ud. Mon ikke også Papa Peruanita vokser i de natkolde bjerge. Jeg tror det.

Jeg har nu lagt den første lille runde knold med små spirer i en stor murerspand. Så holder den sig der.

Jeg ved slet ikke, om jeg må tage kartofler med inter-kontinentalt. Men det er jo set før i historien. Jeg ved slet ikke om, hvor stor risikoen er ved at lægge en peruansk kartoffel i dansk jord. Hvis nogen af jer læsere ved noget om det, så oplys mig gerne!

Jeg håber, det går for jeg er vild med tanken om at have noget levende med hjem fra Peru.

Jetlag

Vi nyder at være hjemme igen.

Vi nyder, at vi forstår alt, hvad der blir sagt omkring os. At vi selv kan tale med dem vi vil om det, vi vil.

Vi nyder rent drikkevand direkte fra vandhanen, den elektriske tandbørste.

De lange lyse sommeraftener, grøn frodighed, varme og sol.

Kendte butikker og kendte madvarer.

Pakke ud og vaske tøj. Sætte på plads. Pakke væk. Pakke gaver ind til vores nærmeste. Gensyn. Hente dyr.

Mest af alt nyder vi at kunne være os selv. Sådan – helt os selv! At kunne nyde eget selskab i egne omgivelser. At kunne gøre ting alene i eget tempo: Sidde på eget værelse en hel dag og have kontakt med kammerater på facebook. Sidde alene i stuen og se fire Harry Potter film på stribe.

Og alt dette imens vi har jetlag. Vi er vågne og aftensmadssultne klokken 01. Karl er her på tredjedagen som den eneste vågen af sig selv klokken 8. Vi andre er stadig rundt på gulvet. Jeg selv oplevede i nat, at fuglene begyndte at synge før jeg faldt i søvn. De begynder deres sang klokken 3.30.

Vi tager det hele stille og roligt. Vi har jo stadig ferie. Vi fordøjer stadig vores intense oplevelser fra Peru.

Vi føler os absolut hjemme.

Inkaernes mad

Havde helt glemt jeg havde kogebogen Mad fra inkaernes land af Connie Eldrup. Den vil jeg kigge nærmere på og bruge til peruansk madlavning.

En af de større oplevelser har været at spise maden og frugterne. Ikke alt faldt i lige vores smag, men det meste gjorde. Vi ved ikke, hvad alt var. Og vi købte en eksotisk frugt, som var uspiselig de første fem dage inden den blev moden. Den smagte af tyggegummi. Jeg havde aldrig troet sådan en smag kunne være ægte!

Jeg har stadig til gode at smage marsvin, men vi fik meget alpaka-kød.

Carlos kære mor forærede mig bla. nogle frø, så jeg kan dyrke min egen peruanske chili. Den skal have en æresplads i vindueskarmen. Jeg håber, jeg lykkes med den.

I morgen har ungerne ønsket at få flæskesteg hos mormor.

20140719-133844-49124167.jpg

Sidste stop før København

Vi venter nu på sidste lille flyvetur fra Amsterdam til København.

Flyveturen over Atlanten gik fint. Vi sov rimeligt.

Vi sveder nu i den europæiske sommer (vi sidder i ‘vintertøjet’ fra Peru) og vi trænger til et bad. Og til rent tøj 😉

Vi glæder os til at komme hjem.

20140714-162103-58863035.jpg

Uden tv og andre medier

For første gang i 20 dage har vi tv og fundet en børnekanal.

Børnene er i aften tryllebundne af en animationsfilm på spansk. Filmen afbrydes af reklamer på de mest spændende tidspunkter – til stor irritation for Liva – så vi kommer ikke helt tidligt i seng i aften.

Vi har ellers sovet tidligt alle dage. Mellem 21 og 22 de fleste aftener, vil jeg tro. Vi har været mentalt og fysisk fyldt op af oplevelser og vi har ikke haft underholdning i form af lyd, billeder eller digitale medier til at distrahere os.

Vi har faktisk også kedet os lidt her de sidste dage i Lima.

Ganske sundt…

Ps
Endnu en undren: Rullleteksterne kører så hurtigt, at vi ikke kan nå at læse noget som helst.