Skip to main content

Ny kommunikationsteknologi giver nye muligheder

Ved et heldigt tilfælde fangede mine øjne en mands kommentar på en af mine Facebook venners væg.

Manden så ud til at være fra Peru og jeg kunne se han var advokat. Jeg bad om at blive hans ven på Facebook for tre måneder siden – og sikke et venskab det blev.

Carlos er peruaner og bor i Lima. Han har studeret i Danmark og boet her en del år.

Vi har skrevet meget frem og tilbage på dansk! på Facebook og på Skype.

Han har været en stor hjælp hele vejen igennem. Han har inspireret os. Han har kontaktet myndigheder og kontakter osv. Han tager mod os, når vi kommer til Lima.

Vi skriver sammen på Messenger og på Skype. Det er så nemt.

Mens vi er i Peru vil jeg hele tiden være online på Skype. Så kan vi nemt og helt gratis komme i kontakt med hinanden.

 

Verden er skrumpet

Som 25 årig rejste jeg rundt i Kina. Kontakten med dem derhjemme skete i bedste fald via poste restante på det lokale posthus.

Verden var meget større dengang.

I dag elsker jeg Skype, der gør det muligt at kommunikere på tværs af kloden ganske gratis.

Når min kæreste Carsten er i felten, taler vi hver dag sammen på Skype og deler vores respektive hverdage. Uanset om han er i Mozambique, Uganda, Nepal, Bolivia, Guatamala eller om han keder sig under transit i en lufthavn, så er der hul igennem.

Verden er blevet lille.

 

Nye muligheder for at finde familie og venner

Verden er blevet så lille, at vi kan finde familie fra den anden side af jorden på internettet. Og det kan adoptivfamilier selvfølgelig også.

Alene i  mit adoptionsnetværk er der flere, som har fundet biologisk slægt på nettet.

Ugebladet Hjemmet bragte fx  for 14 dage siden artiklen ‘Mor var kun et klik væk’ om en af mine bekendte, der  fandt sin biologiske familie i Colombia på Facebook.

Internettet giver os mange muligheder, og det er det komplekse farvand vi som adoptivfamilier skal navigere i.

 

 

 

Forberedelse af det ukendte

Mine små sommerfugle

Jeg begynder at have små sommerfugle flagrende i maven.

Jeg mangler en del planlægning af opholdet ude i Peru og jeg føler mig en anelse presset.

 

Een ting nager mig meget: Jeg har stadig ikke fået kontakt med min søns børnehjem.

Men jeg har besluttet mig form, at vi under alle omstændigheder tager derop. Så må vi komme uanmeldt på besøg.

Måske ligner børnhjemmet sig selv? Måske er det stadig blåt som på billedet fra 1999?

Det ville give mig så meget ro på at vide, vi er velkomne.

Jeg tænker naturligvis mest på Karl. Han skal ikke føle sig i vejen – og slet ikke føle sig uvelkommen.

 

Forberedelse af det ukendte

Jeg forbereder børnene, så godt jeg kan, på det ukendte.

Jeg gør dem trygge i det utrygge. For selvom vi skal tilbage til før deres første bevidste erindring – deres første hjem, deres første hjemland – så er det ukendt land for dem.

Jeg har forberedt dem på, at de måske bliver triste eller vrede ude i Peru, uden at de ved hvorfor.

Vi har talt om, at vi ikke altid helt forstår grunden til vores  følelser.

Vi har talt om at gøre plads.

Om at alt er ok. Virkelig. Helt. Ok.

 

 

 

 

 

 

Taler papirerne sandt?

Politikere og medier har (haft) meget fokus på transnational adoption og det er absolut godt. Forleden var der igen skarp kritik af det ene af to danske adoptionsbureauer.

Fokus var i første omgang på sager om adoption fra Etiopien til Danmark. Sager, hvor der blev afsløret børnehøstere og falske papirer (herunder dødsattester) samt biologiske familier, der ikke havde forstået, hvad det hele gik ud på. De havde ikke forstået, at de gav fuldstændigt afkald på deres børn.

Det må bare ikke ske. Slet ikke. Overhovedet ikke.

Dertil kommer historier om danske adoptivforældre, der ikke formåede at tage hånd om deres nye barn i familien.

Det må bare heller ikke ske.

Alle adoptioner skal naturligvis ske på legal og etisk vis og alt andet skal straks stoppes.

I dag er flere ved at gennemtænke et nyt adoptionssystem i Danmark. Det ser jeg frem til.

Mange har ønsker og meninger om emnet. På godt og ondt.

Og i det felt lever vi adoptivfamilier…

Jeg har ingen grund til at tro, at mine børns bortadoption hviler på et forkert grundlag.

Peru er heldigvis strikse i deres tilgang til adoptionsarbejdet og der er ingen tegn i mine børns private historier fra før adoptionen på, at bortadoptionen er sket på et fejlagtigt grundlag.

Hverken juridisk, etisk eller menneskeligt.

 

Min datter

Min datter blev ikke afleveret eller fundet som hittebarn, men fjernet af politiet fra sin Peru-mor.

En lokal mand havde gennem en periode set, at en baby ikke blev passet. Politiet fjernede barnet og bragte det til børnehjemmet. Babyen var i så dårlig stand, at hun blev nøddøbt med det samme. Børnehjemmet troede ikke hun ville overleve.

Kvinden, der måske er mor til mit barn, blev siden afhørt af politiet. Det er ikke blevet bekræftet om hun er min datters Peru-mor.

Min datter var et år på sit børnehjem for at komme sig og for at give biologisk familie mulighed for at genoptage kontakten. Ingen kom på besøg og først herefter kunne alle formaliteter med bortadoptionen gå i gang.

Vi har det fulde navn på den mand, der tog ansvar og fik min datter reddet, fordi han kontaktede myndighederne. Han er en yderst betydningsfuld voksen i vores familie. Uden ham havde Liva ikke været i live i dag.

 

Min søn

Min søn blev afleveret fem dage gammel af sin Peru-mor. Hun havde skrevet et lille brev om, hvorfor hun var nødt til at give sin baby væk.

Hun vendte ikke tilbage til børnehjemmet.

Herefter gik alle formaliteter med bortadoptionen i gang.

Kvinden underskrev det lille brev med sit fulde navn, så vi har noget at søge efter, hvis behovet opstår.

 

Jeg blev alligevel lidt urolig

Jeg blev alligevel lidt urolig for, om der var skjulte forhold eller fejl i mine børns adoptionssager.  Det bureau, der havde formidlet mine børns adoptioner, var nemlig under kritik på grund af fejl i sagsbehandlingen.

Jeg søgte derfor om aktindsigt, fordi jeg gerne ville forsikres om, at jeg vidste alt, hvad der var at vide om mine børns livshistorie før adoptionen. Altså alt det, som bureauet vidste.

Jeg fik hurtigt kopi af alle akter på de to sager.

Der var ikke noget, som jeg ikke allerede havde i forvejen. Alle dokumenter var de samme.

 

Måske er jeg naiv

Jeg er af nogle i adoptionskredse blevet kaldt for ’tossegod’.

Selvom diverse dokumenter ser fine ud, kan de godt være forfalskede. Man kan købe sig til diverse falske dokumenter i de fleste udviklingslande. Desværre, skrev en adoptivmor.

Jeg ved selvfølgelig godt, at sagens dokumenter ikke nødvendigvis taler sandt, men det tror jeg, de gør.

Jeg vælger at tro, de taler sandt.

Jeg har ingen grund til at tro andet.

Jeg har tillid til de mennesker, der har arbejdet professionelt med mine børns adoptioner i Peru og i Danmark. Jeg har stor tiltro til fagpersonerne i Peru: det være sig personalet på børnehjemmet, socialrådgiveren og psykologen på regionskontoret, lokale dommere og de ansatte i ministeriet.

 

Et andet ord for ‘naiv’ kan være ’tillidsfuld’

Jeg vil ikke lade mit liv styre af frygt og mistillid.

Jeg har også fuld tillid til, at mine børn og jeg vil kunne magte, hvad livet måtte byde os. Alene eller ved hjælp fra andre.

 

Foto: Amantani.info/news

Adoption fra Peru

Peru er et lille adoptionsland

I Danmark bor der 74 børn, der er adopteret fra Peru siden begyndelsen af 90’erne. Jeg er mor til 2 af dem og jeg kender en del flere.

I adoptionssammenhæng er Peru et meget lille land: I gennemsnit er der kommet 3 børn om året fra Peru til Danmark.

I 2013 blev i alt 181 peruvianske børn bortadopteret. Langt de fleste til peruanere, og  74 børn til ikke-peruanere.

Generaldirektoratet for Adoptioner under Ministeriet for Kvinder og Sårbare Befolkningsgrupper står for den endelige matchning af barn og nye forældre.

I øjeblikket ønsker 7 danske familier at adoptere fra Peru. De skal regne med at vente fire år på venteliste, før de får det magiske telefonopkald fra adoptionsbureauet.

Ved udgangen af 2013 var der globalt set 250 familier på ventelisten i Peru.

 

Krav til Peru-adoptanter

Peru kræver ganske meget af de forældre, der får lov at adoptere derfra.

Jeg ser det som et tegn på, at Peru ønsker så tryg en opvækst for de børn, der ikke har kunnet blive hos deres oprindelige familie eller hos en anden peruansk familie. Og det var een af grundene til, at vi valgte at adoptere fra netop Peru.

Kravene til de kommende forældre er i dag:

  • psykolograpport
  • udvidet socialrapport
  • negativ hiv test
  • negativ hepatitis test
  • lungerøntgen, der viser sunde lunger (fravær af tuberkulose) og
  • ansøgerne må max være 43 år på det tidspunkt, de bliver forældre.

Peru accepterer ikke eneansøgere, og den kommende far må ikke være arbejdsløs eller studerende.

Efter hjemkomsten til Danmark skal forældrene sende rapporter om barnets liv og trivsel i den nye familie. Det skal gøres hvert halve år i fire år – i alt 8 opfølgningsrapporter.

 

Så meget koster det at adoptere

Havde vi skullet adoptere fra Peru i dag ville det – alene i gebyrer til formidlingsarbejdet – have kostet os 200.000 kr. for en adoption.

Dertil kommer rejsen og ophold i 3-4 uger i Peru.

Efter hjemkomsten til Danmark får familien refunderet 50.000 kr fra staten.

Kommende adoptanter på venteliste har i dag ingen sikkerhed for om, og hvor meget, gebyret på adoption vil stige, mens de står på venteliste.

Denne uge steg gebyret pludseligt med 45.000 kr.

 

 

 

 

 

Yderligere gardering

Så er rejsedokumentet klar, så jeg ikke risikere at blive tilbageholdt i en lufthavn mistænkt for at bortføre mine børn.

Børnenes far skriver under.

Samme dokument følger ham med min underskrift, når han fremover rejser med børnene. Han har tidligere skulle forklare sine familieforhold under transit med børnene i Montreal på vej til USA.

 

To whom it may concern:

I hereby confirm that

my daughter X  (DNK Passport No…) and

my son Y (DNK Passport No…) travel with

their mother Z (DNK Passport No…)

from Copenhagen, Denmark,

to ….

(transit in …)

from the … to the … (arrival in Copenhagen, Denmark the …).

Place                       ____________________

Date                        ____________________

Signature                ____________________

 

Da jorden rystede

Jeg vågner ved at huset ryster.

Jeg ved med det samme, at der har været et jordskælv selvom det er sjældent i Danmark.

 

Jeg lytter efter mere.

Jeg lytter efter en fjern rumlen.

Jeg lytter efter uro.

 

Huset er helt stille.

Børnene sover stadig. Kun jeg er vågen.

 

Jeg finder min mobil på natbordet. Klokken er 03.08.

Jeg slår flightmode fra og går ind på DMIs hjemmeside.

Jeg kan ikke finde nogen nyhed om registreret jordskælv.

Jeg tjekker DRs side, men her står der heller ikke noget.

 

Jeg venter nogle minutter, men stadig ingen observationer af rystelser i Danmark.

 

Det må have været en drøm. En meget livagtig én. Jeg følte virkelig hele mit hus ryste.

 

En underbevidst hvisken

Jeg er overbevist om, at mine drømme er min underbevidstheds hvisken til mig.

Og jeg forstår med det sammen nattens budskab:

Jeg er dybest set lidt urolig over vores kommende rejse til Peru. Jeg er ikke kun spændt. Jeg er også lidt nervøs.

Lidt utryg over alt det, vi skal opleve og sanse og rumme.

Vores to tidligere adoptionsrejser til Peru har sat uudslettelige spor. Også af de sværere: højdesyge, hospitalsindlæggelse og jordskælv.

Selvfølgelig er det drømmen om et jordskælv, der giver mig et wake up call.

 

Mit livs første jordskælv som to dage gammel mor

Jeg oplevede nemlig mit livs første jordskælv i Lima i to dage efter vi havde fået ansvaret for vores lille søn.

 

I dagbogen skrev jeg:

Vi fik fjernsynet til at virke og gik tidligt i seng og så pludselig kom der et jordskælv. Bygningen, sengen, bordet – alt rystede. Vi skyndte os at pakke sutteflasker, modermælkserstatning og vand, alle vores værdipapirer, tog tøj på og bar alt ned parate til at gå ud. Vi var hundeangste.

Udenfor på gaden så alt normalt ud. Peruanerne tog det ganske roligt.

Udlejeren sagde, at det var normalt for årstiden og at det kun var et lille jordskælv.

Hvis det bliver værre, skal vi stille os i døråbningen til toilettet. Der kan nærmest kun stå én voksen – og nu er vi en familie på tre!

 

Jordskælvet satte sig i min krop og jeg kunne lang tid efter reagere på en tung lastbils rumlen på vejen eller hvis en, der sad tæt på mig, rystede utålmodigt på benet.

 

Peru øver sig på jordskælv og tsunami

Nogle dage efter min drøm bragte Peru this Week en artikel om en øvelse på evakuering efter et jordskælv og en tsunami.

Limas borgmester henstiller til, at alle borgere medvirker. På den måde bliver byens Disaster Control Management bedst.

Ved hjælp af bor simulerer man et skælv svarende til 7-8 på Mercalli Skalaen:

Mercalli Skalaen:

  1. Kun via fintmærkende seismografer erkendes rystelsen.
  2. Føles af få personer i ro.
  3. Sammenlignes med forbikørende lastbil.
  4. Føles af de fleste. Vinduer og døre knager.
  5. Føles af næsten alle. Mange vågner.
  6. Møbler bevæges. Enkelte skorstene vælter.
  7. Skade på middelgode bygninger.
  8. Møbler vælter.
  9. Ødelæggelser på middelgode bygninger. Vandledninger knækker.
  10. Jernbaneskinner bøjes. Jordskred.
  11. Kun få bygninger bliver stående.
  12. Komplet ødelæggelse. Genstande kastes op i luften.

Kilde: GEUS

 

Danmark er et smørhul

Vi bor i et meget roligt og fladt land, uden voldsom natur. Med en mild og blid fauna og flora.

Disaster Control Management er nærmest et ukendt begreb.

 

Det er helt anderledes i Peru

Peru ligger i den såkaldte ” Pacific Ring of Fire,” hvor der sker 85 procent af den globale seismiske aktivitet grundet friktion mellem de tektoniske plader . 100 skælv har ramt Sydamerika siden nytår.

 

jordskælv i peru

 

Vær beredt

Jeg ved nu, at en evakueringsplan har tre trin:

  1. Forbered dig
  2. Find et sikkert sted
  3. Evakuer

Jeg er bedre forberedt denne gang. Bare vi får et varsel først…

 

 

 

 

Svar fra Mother Teresa Ordenen

Jeg har ledt og ledt for at finde måder at kontakte Karls børnehjem. Lidt desperat fandt jeg frem til Mother Teresa Ordenen.

 

Hjemmet – deMother Teresar både er for voksne og børn, handicappede og ikke handicappede – køres af Mother Teresa Ordenen.

Portrættet af Mother Teresa hang på væggen i rummet med alle børnesengene.

Hjemmets leder Søster Haya Theyama var oprindeligt fra Indien.

 

 

 

 

 

 

Jeg skrev forleden til repræsentanten for Mother Teresa Ordenen i Latinamerika, og hun svarede heldigvis hurtigt og positivt tilbage:

Dear Kirsten,

Thank you for your email and your request.

It is wonderful to know that you are going to visit your son’s first home in Peru.

Here is the contact information of our Home in Chimbote.

You can call them and find out about the visit.

I am sure the sisters will be delighted to meet him.

 

Oplysningerne hun sendte er præcis de samme, jeg selv tidligere har fundet, så vi må prøve at kontakte dem endnu en gang.

 

Lykkes det os ikke at få fat i dem, må vi risikere at møde op på stedet uden en aftale.

 

Af hensyn til både hjemmet og Karl ønsker vi selvfølgelig at have en aftale med dem på forhånd.

 

På billedet holder lederen Søster Haya Theyama min søn. Han var da 2½ måned gammel.

 

 

 

Vaccinationerne er overstået

Så er alle vaccinationerne på plads inden rejsen: Stivkrampe, gul feber og hepatitis  a og b.

Rejsen bliver mere og mere virkelig for Karl og Liva.

Men det kniber stadig for Liva at få en konkret fornemmelse af, hvor længe der er til, inden vi flyver.

Vi har lavet en liste og krydser dagene af efterhånden som de går.

En baby i en plastikpose

Politiet i Lima, Peru, fandt forleden to forladte nyfødte babyer på gaden.

Den ene baby var efterladt i en plastikpose under en bro, hvor områdets beboere hørte et spædbarn græde højlydt. Heldigvis fandt de hende, mens hun stadig havde kræfter til at skrige højt.

Det andet spædbarn var efterladt pakket ind i tæpper ved et hospital.

Begge børn blev straks undersøgt af børnelæger og var ved godt helbred. Herefter blev de overført til et børnehjem i Lima. De vil formentlig senere bliver genforenet med deres biologiske familie eller bortadopteret.

Selvom jeg har hørt tilsvarende historier mange gange før, så bliver jeg stadig berørt.

Ingen af mine børn er hittebørn, men mange adoptivbørn er. De er typisk blevet efterladt et sted, hvor mange mennesker kommer forbi. Det kan være ved en bænk i en park, på en station eller lignende. Ved at placere børnene sådanne steder, er der gode chancer for, at barnet bliver fundet i tide, og at nogen tager sig af det.

Det halvt begravede spædbarn

Enkelte børn bliver efterladt på langt mere ubærlige måder.

Jeg kender én, hvis barn blev fundet halvt begravet i en grøft. Nogen fandt babyen med jord i munden.

Som adoptivforældre vil vi sandt og nænsomt fortælle vores børn, om tiden før adoptionen. Det er aldrig let, for det er meget smertefuldt at være blevet valgt fra af sin første mor (og far) uanset, hvad grunden er.

Moren til barnet i grøften har fortalt sandheden om omstændighederne, da barnet blev fundet.

Hvor grufuldt det end lyder, har moren formået at rumme fortællingen og viderebringe den på en så skånsom måde som muligt:

Når barnet havde været dækket til med jord i grøften, så var det fordi de vilde hunde ikke skulle kunne komme til barnet.

På den måde forklarede moren det skete som en kærlig handling.

 

Børnekarrusellen

Ikke alle hittebørn bliver efterladt på gaden. Mange bliver puttet i en karrusel på børnehjemmet. Hvis der er en.

Børnehjemmet kan have en karrusel monteret i en mur. Moren kan så diskret lægge barnet i karrusellen og dreje karrusellen, så barnet kommer ind på den anden side af muren – ind i børnehjemmet, hvor ansatte vil tage sig af det.

Moren bliver ikke set og det hele kan foregå i fuld anonymitet.

I gamle dage kunne man også aflevere sit barn på denne måde i Danmark.

4 måneder gammel baby fundet efterladt i en papkasse foran min datters børnehjem. Februar 2014.

Hittebørn i Danmark

Der bliver stadig en sjælden gang fundet hittebørn i Danmark. Senest for et år siden, hvor en nyfødt blev fundet i en plastikpose i et buskads i Farum.

Politiken har bragt en oversigt over de sidste 10 års hittebørn – levende som døde – i Danmark:

  1. En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.
  2. Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.
  3. En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.
  4. En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.
  5. I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.
  6. Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.
  7. Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.
  8. Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.
  9. Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.
  10. To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.
  11. Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.

 

Et nyt barneliv

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hittebørnenes mødre har været i ulykkelige omstændigheder, når de var nødt til at efterlade deres børn.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at der bliver taget godt hånd om disse børn, hvis bare de bliver fundet i tide. Om det så er i Peru, Kina eller Danmark.

Jeg er også sikker på, at børnene får nye gode liv i deres nye familier.

Vi leder fortsat

Lige så nemt det var at få en aftale i hus med Livas børnehjem – ligeså svært er det med min søns.

Jeg har brugt lang tid på at lede på nettet. Jeg har sat lokale i Peru på opgaven, men det er endnu ikke lykkedes os at finde en måde at få kontakt med børnehjemmet.

Jeg har leget privatdetektiv og har fundet navnet på den nye leder, men det bringer mig ikke videre.

  • Telefonnummeret jeg fandt, viste sig ikke at være til børnehjemmet…
  • Jeg har ikke set det mindste til en emailadresse…  (endnu)
  • Jeg har været omkring Calcutta i Indien, fordi det er Mother Theresa Ordenen, der driver børnehjemmet.
  • Jeg har lagt opråb ud på to sider på Facebook uden resultat… (endnu)

Jeg er lidt urolig.

Rejsen var min gave til Karl, da han blev konfirmeret sidste år. Formålet med rejsen er klart at besøge begge børns børnehjem.

Jeg føler mig noget presset ved tanken om, at det måske ikke lykkes. Og hvad hvis det kun lykkes at besøge det ene barns børnehjem og voksne fra før adoptionen. Det vil ikke være retfærdigt!

Hjælp mig gerne med at finde Hogar de la Paz i Chimbote, Peru.

Hogar de la paz