Skip to main content

Et godt hjem

Vi havde i alt 6 fantastiske timer på Livas gamle børnehjem.

Der er en dejlig varm og  kærlig stemning på Livas b}rnehjem.

Vi blev taget i mod med stor glæde og Liva blev indkluderet på bedstre vis.

Liva passede børnene. Madede dem. Redte hår på dem og meget mere. Det var en direkte spejling for Liva af tidligere ikke-erindrede erfaringer.

Karl tog også Livas børnehjem til sig som sit.

Liva konkluderede, at her ville hun gerne arbejde når hun blev stor og hun har nu en aftale med de to søstre , der driver hjemmet, om at hun vil være meget velkommen som frivillig når hun blir stor. Så kan hun gå til spanskundervisning i dagtimerne.

Besøg Livas børnehjem Armantani p´nettet.

 

Et børnehjem er ikke det bedste hjem

Uanset hvor godt et børnehjem er, så mangler der noget helt vitalt.

Vi oplevede selvfølgelig ogsá manglen på hænder. Der var fx fire højstole med børn, der skulle mades, og een voksen til at made alle fire.

Børnene hostede og var forkølede. Enkelte have børnesår. Alle sygdomme som vores børn også havde, da vi adopterede dem.

Uanset alt det gode de voksne gør, så knytter børnene sig til hinanden og får ikke den nære relation til få betydningsfulde voksne. Det er det, vi som adoptivforældre bla. skal lære vores børn, når vi adopterer dem: At de skal knytte sig til os, ligesom vi skal knytte os til dem. De skal lære at være kritiske i deres kontakt og ikke bare sætte sig op på skødet af den første voksne, de ser.

Alt det blev jeg mindet om,

 

Lidt nyt om Liva

Jeg fik set alle papirerne i Livas sag og fik børnehjemmets originale registrering med. Den har jeg ikke set før. Der stod lidt supplerende nyt for mig, da der var en objektiv beskrivelse af Liva, fra hun blev indleveret på børnehjemmet. Jeg blev også mundltligt korrigeret, fordi lederen ikke huskede, at Liva var i så dårlig stand, som jeg refererede det.

 

En stor tak

Jeg fik af hjertet takket søstrene Maria og Pilar for deres enorme arbejde for både de store og små børn. De er afdeles afgørende i børnernes liv.

 20140709-095248-35568587.jpg

20140709-095247-35567064.jpg

Omsorgsfuld

Det var fuldstændigt vidunderligt for mig at se, hvordan Liva helt naturligt gled ind i hverdagen på sit gamle børnehjem.

Hun var så indlevende og omsorgsfuld overfor de små børn.

For 10 år siden var det Liva selv, der boede der. Liva, der modtog omsorg fra de voksne på hjemmet. Nu har hun glad givet lidt tilbage.

Mit moderhjerte smelter.

Mere om besøgene senere.

Ps.

Havde jeg blogget frra pc – og ikke fra mobil – havde jeg redigeret billedet til mere anonymitet.

20140709-095627-35787550.jpg

Svar fra Mother Teresa Ordenen

Jeg har ledt og ledt for at finde måder at kontakte Karls børnehjem. Lidt desperat fandt jeg frem til Mother Teresa Ordenen.

 

Hjemmet – deMother Teresar både er for voksne og børn, handicappede og ikke handicappede – køres af Mother Teresa Ordenen.

Portrættet af Mother Teresa hang på væggen i rummet med alle børnesengene.

Hjemmets leder Søster Haya Theyama var oprindeligt fra Indien.

 

 

 

 

 

 

Jeg skrev forleden til repræsentanten for Mother Teresa Ordenen i Latinamerika, og hun svarede heldigvis hurtigt og positivt tilbage:

Dear Kirsten,

Thank you for your email and your request.

It is wonderful to know that you are going to visit your son’s first home in Peru.

Here is the contact information of our Home in Chimbote.

You can call them and find out about the visit.

I am sure the sisters will be delighted to meet him.

 

Oplysningerne hun sendte er præcis de samme, jeg selv tidligere har fundet, så vi må prøve at kontakte dem endnu en gang.

 

Lykkes det os ikke at få fat i dem, må vi risikere at møde op på stedet uden en aftale.

 

Af hensyn til både hjemmet og Karl ønsker vi selvfølgelig at have en aftale med dem på forhånd.

 

På billedet holder lederen Søster Haya Theyama min søn. Han var da 2½ måned gammel.

 

 

 

En baby i en plastikpose

Politiet i Lima, Peru, fandt forleden to forladte nyfødte babyer på gaden.

Den ene baby var efterladt i en plastikpose under en bro, hvor områdets beboere hørte et spædbarn græde højlydt. Heldigvis fandt de hende, mens hun stadig havde kræfter til at skrige højt.

Det andet spædbarn var efterladt pakket ind i tæpper ved et hospital.

Begge børn blev straks undersøgt af børnelæger og var ved godt helbred. Herefter blev de overført til et børnehjem i Lima. De vil formentlig senere bliver genforenet med deres biologiske familie eller bortadopteret.

Selvom jeg har hørt tilsvarende historier mange gange før, så bliver jeg stadig berørt.

Ingen af mine børn er hittebørn, men mange adoptivbørn er. De er typisk blevet efterladt et sted, hvor mange mennesker kommer forbi. Det kan være ved en bænk i en park, på en station eller lignende. Ved at placere børnene sådanne steder, er der gode chancer for, at barnet bliver fundet i tide, og at nogen tager sig af det.

Det halvt begravede spædbarn

Enkelte børn bliver efterladt på langt mere ubærlige måder.

Jeg kender én, hvis barn blev fundet halvt begravet i en grøft. Nogen fandt babyen med jord i munden.

Som adoptivforældre vil vi sandt og nænsomt fortælle vores børn, om tiden før adoptionen. Det er aldrig let, for det er meget smertefuldt at være blevet valgt fra af sin første mor (og far) uanset, hvad grunden er.

Moren til barnet i grøften har fortalt sandheden om omstændighederne, da barnet blev fundet.

Hvor grufuldt det end lyder, har moren formået at rumme fortællingen og viderebringe den på en så skånsom måde som muligt:

Når barnet havde været dækket til med jord i grøften, så var det fordi de vilde hunde ikke skulle kunne komme til barnet.

På den måde forklarede moren det skete som en kærlig handling.

 

Børnekarrusellen

Ikke alle hittebørn bliver efterladt på gaden. Mange bliver puttet i en karrusel på børnehjemmet. Hvis der er en.

Børnehjemmet kan have en karrusel monteret i en mur. Moren kan så diskret lægge barnet i karrusellen og dreje karrusellen, så barnet kommer ind på den anden side af muren – ind i børnehjemmet, hvor ansatte vil tage sig af det.

Moren bliver ikke set og det hele kan foregå i fuld anonymitet.

I gamle dage kunne man også aflevere sit barn på denne måde i Danmark.

4 måneder gammel baby fundet efterladt i en papkasse foran min datters børnehjem. Februar 2014.

Hittebørn i Danmark

Der bliver stadig en sjælden gang fundet hittebørn i Danmark. Senest for et år siden, hvor en nyfødt blev fundet i en plastikpose i et buskads i Farum.

Politiken har bragt en oversigt over de sidste 10 års hittebørn – levende som døde – i Danmark:

  1. En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.
  2. Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.
  3. En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.
  4. En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.
  5. I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.
  6. Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.
  7. Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.
  8. Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.
  9. Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.
  10. To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.
  11. Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.

 

Et nyt barneliv

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hittebørnenes mødre har været i ulykkelige omstændigheder, når de var nødt til at efterlade deres børn.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at der bliver taget godt hånd om disse børn, hvis bare de bliver fundet i tide. Om det så er i Peru, Kina eller Danmark.

Jeg er også sikker på, at børnene får nye gode liv i deres nye familier.

Vi leder fortsat

Lige så nemt det var at få en aftale i hus med Livas børnehjem – ligeså svært er det med min søns.

Jeg har brugt lang tid på at lede på nettet. Jeg har sat lokale i Peru på opgaven, men det er endnu ikke lykkedes os at finde en måde at få kontakt med børnehjemmet.

Jeg har leget privatdetektiv og har fundet navnet på den nye leder, men det bringer mig ikke videre.

  • Telefonnummeret jeg fandt, viste sig ikke at være til børnehjemmet…
  • Jeg har ikke set det mindste til en emailadresse…  (endnu)
  • Jeg har været omkring Calcutta i Indien, fordi det er Mother Theresa Ordenen, der driver børnehjemmet.
  • Jeg har lagt opråb ud på to sider på Facebook uden resultat… (endnu)

Jeg er lidt urolig.

Rejsen var min gave til Karl, da han blev konfirmeret sidste år. Formålet med rejsen er klart at besøge begge børns børnehjem.

Jeg føler mig noget presset ved tanken om, at det måske ikke lykkes. Og hvad hvis det kun lykkes at besøge det ene barns børnehjem og voksne fra før adoptionen. Det vil ikke være retfærdigt!

Hjælp mig gerne med at finde Hogar de la Paz i Chimbote, Peru.

Hogar de la paz

 

 

 

Vidnesbyrd

Jeg ville så gerne have været der for Liva langt før end jeg fik mulighed for det.

 

Jeg er gået glip af en masse i Livas liv: Milepæle som den første tand, det første kravl, den første fødselsdag , det første skridt og det første ord.

 

Da vi fik Liva i forslag, stod der i papirerne, at hun var begyndt at tale og at hun var ved at lære at gå.

Den gang ønskede jeg så inderligt, at vi nåede at se hendes første vaklende skridt. Vi nåede det ikke. Hun gik. Hun talte.

 

Med gårsdagens email fra børnehjemmet kom også en PowerPoint præsentation med billeder af Liva fra hendes tid på børnehjemmet.

Der var endda her 10 år efter kommet nogle enkelte nye billeder i forhold til dem, vi havde fået i 2004.

Jeg er så taknemmelig over, at Livas tid før adoptionen er blevet dokumenteret.

Det  er fantastisk at se Liva med først 2 og så 4 tænder.

 

Billede3

Billede9

 

 

 

 

 

 

Min lille pige <3

 

Billede19

Lykken er at være husket

Jeg havde problemer med at forstå hele mailen fra børnehjemmet. For den var jo  på spansk.

Heldigvis har jeg en hjælpende sjæl ude i Peru.

Han konstaterede først, at mailen var skrevet på spansk og ikke på latinamerikansk. (Og det er ganske rigtigt; Livas børnehjem ledes af to søstre fra Spanien).

Hans oversættelse gav straks mening: Jeg kunne slet ikke forstå den ene linje, hvor der stod noget med, at de kunne huske, de ikke blev fede!?

Den korrekte oversættelse er, at de kunne huske, de ikke kunne få Liva til at tage på.

Det giver så meget mening, for Liva var stærkt underernæret og havde parasitter, da vi adopterede hende. Hun vejede knap 9 kg, da vi fik hende i vores favn 1½ år gammel.

Efter et godt stykke tid var hun endelig indenfor den danske vækstkurve og efter 2 år i vores familie, lå hun stabilt på det danske gennemsnit.

Denne lille sætning fra mailen er meget betydningsfuld for os, for den fortæller, at Liva er husket. Det betyder alt.

Jeg svæver stadig efter den dejligste morgenmail og jeg kan næsten ikke vente med at fortælle det til Liva, når hun kommer hjem fra lejrskole.

8 år