Skip to main content

Fredens hjem – Karls børnehjem

Jeg havde ikke kunnet få fat i Karls børnehjem hjemmefra, så det var med håbet om, at det ville lykkes at få kontakt, at vi gik derud.

Jeg havde forberedt Karl på, at vi måske ikke kunne komme ind, men at vi så måtte nøjes med at se børnehjemmet udefra og opleve hans første hjemby.

Jeg havde heldigvis også forberedt Karl på, at hvis vi kom ind, så ville hele underetagen nok være for mennesker med svære handicaps, for det var der i hvert fald i 1999.

Vi kom ind!
Ved siden af hjemmet ligger en mindre katolsk kirke, og de havde netop åbnet porten efter messen, da vi kom søndag formiddag.

Jeg gik hen til præsten og præsenterede os og vores ønske om at besøge børnehjemmet. Han velsignede os alle og fik fat i søster Rozann, der også var i kirken.

Søster Rozann blev naturligvis først overrasket og gav os så en varm velkomst. Hun arbejder nu på Karls gamle børnehjem og hun taler engelsk, fordi hun er fra Indien.

Der er ikke længere børn på hjemmet, men udelukkende unge og voksne med gennemgribende mentale og fysiske handicaps, og ældre. Der bor kun kvinder.

Vi blev vist rundt og det var meget overvældende og skræmmende for Karl og Liva. Beboerne skreg højt og mærkelige umælende lyde mødte os. Een af de unge piger kunne jeg genkende fra den gang, vi hentede Karl. Da lå hun lammet og kunne ikke virre fluerne væk fra ansigtet. Nu sad hun i en kørestol i et hjørne.

Vi gik ind i et mere stille rum, hvor vi kunne tale sammen.

Barn nummer 610
Karls Peru-mor skrev i sin tid et lille brev som vi fik kopi af dengang. Jeg spurgte om det var muligt at se originalen, og om vi kunne få den. Desværre var alle papirerne fra den gang ikke længere på hjemmet. De var kommet på arkiv i Lima, da hjemmet blev ændret og drengene og mændene blev overflyttet til Lima.

Søster Rozann fortalte, at det eneste de havde tilbage var en bog, hvor alle indbragte børn var registreret. Hun hentede bogen, og det var et meget bevægende øjeblik for mig, da jeg lod fingrene løbe ned gennem siderne.

Vi fandt Karl registreret som barn nummer 610.

Alle børn var udførligt registeret. Mange var registeret som hittebørn. Nogle var blevet lagt ved hjemmet – andre var fundet på gaden. Hittestedet stod detaljeret beskrevet ved fx gadenavne.

Alle oplysninger om barn nummer 610 var fuldstændigt identiske med dem, vi fik for 15 år siden i Danmark. Og vi har fået alt, der findes. Selvom jeg ikke har været bekymret for det, var det alligevel en lettelse at se den oprindelige, minutiøse registrering,

Madre Teresa
Madre Teresa ordenen kører hjemmet.

Indiske søster Yaya, der var leder i 1999, er nu i Colombia.

Magdalena, der passede Karl var heller ikke længere på hjemmet.

Ganske lidt var dog stadig som dengang: uåbnet legetøj hang højt på væggen til pynt. Vi havde taget LEGO med, men tog det med os igen. Gaven vil i stedet kunne være til gavn på Livas børnehjem.

Mother Teresas ånd hviler tydeligt over hele hjemmet.

Jeg takkede i stor taknemmelighed for det store, menningsfulde arbejde søstrene (nonnerne) gør. Jeg takkede dybt for, at de havde passet godt på Karl de få måneder, han boede der. Søster Rozann takkede herefter straks mig for at passe på Karl.

Eftertænksomhed
Resten af dagen var vi meget eftertænksomme og overvældede. Besøget var både en dejlig og voldsom oplevelse for os alle – en oplevelse som lige skal bundfælde sig. 20140701-143952-52792629.jpg

20140701-143951-52791762.jpg

20140701-143950-52790897.jpg

Chimbote – skraldet

Her lugter. Frygteligt.

Vi taler om skrald. Om at man let kan se et lands velstand ud fra, hvordan man håndterer skraldet. Om man overhovedet håndterer affaldet.

Her ligger der skrald i varmen og forrådner. Og på stranden og i havet.

På en kort gåtur på strandpromenaden så vi to store hvalrosser i forrådnelse. Og fugle og hunde, der rodede i skraldet efter mad.

20140629-162128-58888627.jpg

20140629-162129-58889605.jpgman over

20140629-162130-58890439.jpg

20140629-162127-58887270.jpg

Chimbote, du ligner dig selv!

Chimbote by har gjort stort indtryk på mig, for jeg kan genkende det hele!

For en uge siden var det præcis 15 år siden, jeg mødte Karl første gang.

Og det er nærmest Deja vu at komme til Chimbote igen.

Chimbote ligger 6 timers kørsel nord for Lima. Vi ankom med natbus kl 6.15 og der var stadig mørkt.

Ligeså snart vi kom ud af bussen stod der en horde af taxachauffører, som ville tjene en smule penge.

På vej ind til byen med den mikroskopiske taxa kom vi forbi Karls børnehjem og jeg kunne straks udpege det for Karl. Det har skiftet farve og har fået en ekstra etage på.

Vi har valgt at leje os ind på samme hotel som sidst, men kun for dagen, da vi skal tilbage til Lima med natbus i aften. Hotellet er enormt og det har haft sin storhedstid tidligere. I dag er der mennesketomt – det var der også for 15 år siden.

Lige nu er vi på Hotelværelset. Vi kan høre bølgerne rulle ind lige udenfor vores vindue. Stillehavet ser stille ud, men der er enorme bølger.

Føj, her lugter

udbrød Karl. Og det gør der. Byen lugter af fisk. Gammel fisk.
Hotelværelset lugter gammelt og hengemt. Jeg husker også denne lugt fra sidst.

Om lidt begiver vi os ud igen. Og vi vil kigge os over skulderen for at føle os sikre.

Sidst vi var her, havde vi vores advokat med. Hun var på vagt hele tiden. Vi tog fx taxa fra hotellet til børnehjemmet. Jeg har fundet ud af, at vi bare skal over pladsen og så er det lige ud. Der er 700 meter.

Jeg er så spændt og en smule urolig. Jeg håber virkelig vi kan komme ind på Karls børnehjem.

20140629-075408-28448222.jpg

20140629-075409-28449076.jpg