Skip to main content

Slum og tørke

Turen til Paracas tog fire timer begge veje ad PanAmericana. De fleste gennem oerkenen langs Stillehavet.

For første gang på rejsen, så vi slum og fattigdom gennem busruden.

Når bussen holdt stille kom det kvinder ind i bussen for at sælge snacks og drikkevarer til passagererne. Liva syntes, det var svært, fordi hun syntes vi burde købe noget. Det gjorde vi ikke.

I de fleste taxaer sidder vi uden sele på bagsædet. Børnene begynder ellers som det første at lede efter seler og synes det er noget utrygt at sidde uden i den hektiske trafik. Jeg mindes, hvordan vi i sin tid sad med en løs baby på skødet, da vi adopterede Karl i 1999, så jeg undrer mig ikke længere over de manglende seler.

Ps.
På den tredje nat sov vi endelig til kl 6.30 uden at være lysvågne nogle timer fra kl 3.00. Kroppen er ved at være på Peru-tid. Hurra for det!

20140628-134450-49490576.jpg

 

20140628-134451-49491450.jpg

Paracas

Indlæg skrevet den 27.6.2014

Vi er lidt presset på tid fordi vi mistede et døgn i Amsterdam, så derfor tog vi en til Paracas og tilbage igen på een dag.

Målet var Isla Ballistas, der er en øgruppe, der ligget isoleret ude i Stillehavet.

Sejlturen var voldsom; vi blev våde, men havde tillid til at et gammelt fiskerfolkefærd ved, hvad de gør. Ungerne grinede, fordi det var bedre end en tur i Tivoli. Liva undrede sig over at oceanet hedder Stillehavet, for stille var det bestemt ikke.

Fremme ved øerne så vi et rigt dyreliv: Humboldt-pingviner, søløver, pelikaner og fugle som vi slet ikke kender, muslinger og krabber på klippen i vandkanten.

Sikke en rigdom.

20140628-132707-48427113.jpg

20140628-132710-48430552.jpg

20140628-132712-48432589.jpg

20140628-132711-48431513.jpg

20140628-132707-48427981.jpg

20140628-132708-48428820.jpg