Kategori: Uncategorized

Vi har kørt en masse i bus herude. De fleste kilometer i gode natbusser, hvor man som VIP-passager kan ligge sædet ned til hele 160 grader.

Man får udleveret tæppe og pude og høretelefoner til filmen, som vises på skærmen foran en. Man får også serveret en lille snack.

Der er stor kontrol med passagererne. Vi skal vise id, når vi løbet billetterne. Når vi skal ombord, skal vi igen identificere os og håndbagagen bliver undersøgt ligesom vi selv bliver gennemlyst som i lufthavnen. Vi er også blevet fotograferet et par gange og en enkelt gang skulle vi aflevere aftryk af højre pegefinger.

Vi ved ikke hvorfor, der er så meget kontrol.

Måske er det pga. tidligere erfaringer med Den lysende Sti’s bortførelser og likvideringer?

Måske er det for at have styr på passagererlisten, hvis bussen skulle ryge ud over bjergvæggen?

Ved ombordstigning, har jeg een gang skullet forklare vores familieforhold ved at vise børnenes peruanske adoptionscertifikater.

Vi har følt os meget trygge undervejs herude.

I de første dokumenter vi fik om Karl og Liva står der, at de begge er mestizer af race. Jeg husker, hvor underligt det var sådan pludselig at læse om race.

En mestiz er et menneske af indiansk og spansk herkomst.

Der er nuanceforskelle mellem mine to børn. Jeg har aldrig tænkt nærmere over det.

Herovre har to peruanere, som vi kender, uopfordret kommenteret på børnenes udseende: Når de ser på mine børn, ser de klart mere indianer i den ene end i den anden.

Jeg får også at vide, at begge mine børn ser ud til at komme fra bjergene og ikke fra kyst og bjerg, som jeg troede.

(Jeg får også at vide, at jo mere spanier, der er i blodet, desto mere skægvækst og kropsbehåring, og desto mindre hovedhår (altså tendens til skaldethed) hos mændene).

Jeg synes både det er interessant og kuriøst at høre det om mine børn. Børnene synes derimod ikke, at det er særligt interessant.

Karl bliver qua sin alder ofte tilspurgt direkte af peruanerne på spansk. De forstår naturligvis ikke, at han ikke forstår.

Indimellem bliver vi voksne spurgt om børnene taler spansk og de synes det er en skam, at de ikke gør.

Endnu.

Jeg er glad for at have adopteret fra et land, hvor det er et af de største sprog, der tales. For dermed er det et sprog som det er let at få undervisning i Danmark.

Tænk om det var sådan, at undervisning af adoptivbørn i deres
oprindelige sprog blev prioriteret.

Tænk hvis barnet, som adoptionsgave, kunne få et e-learning kursus i deres oprindelige sprog. Det, der er den sprogtone, de hørte i moders liv og straks efter fødslen. Før adoptionen.

Sproget er netop adgangen til børnenes første hjemland, til kulturen, til samtalerne.

Herovre har jeg flere gange taget mig selv i at tænke på, hvor lille et sprogområde, vi danskere kommer fra.

Liva og Karl er blevet flyttet fra et enormt sprogområde til et lillebitte.

Jeg føler mig faktisk sprogligt fattig og jeg føler, jeg har været med til at tage et stort globalt sprog fra mine børn.

Selvom Karl kun var 2,5 måned, da vi fik ham, reagerede han med mimik og lyde, når han blev tiltalt på genkendeligt spansk. Når vi forældre talte dansk til ham de første dage, var han næsten udtryksløs.

Liva var som 16 måneder gammel godt i gang med sit spanske. Hun forstod naturligvis mere end hun kunne udtrykke, men brugte alligevel nogle spanske gloser.

Alternativ fødselsforberedelse

Da vi i sin tid havde valgt, hvilket land vi ville adoptere fra, lærte min eksmand og jeg noget spansk som en slags alternativ fødselsforberedelse. Vi brugte en sommerferie på sprogskole i Barcelona og gik bagefter til intensivt spansk i København. Vi kunne derfor tale en smule med peruanerne og senere også lidt med Liva. Eller vi kunne i det mindste forstå noget af det, hun prøvede at sige, men dybest set var det manglende sprog til stor frustration for begge parter.

Det glemte, gemte sprog
Nogle forskere mener, at det oprindelige modersmål kan ligge som er gemt og glemt sprog hos det barn, der blev adopteret med et udviklet talesprog.

Måske kan dette sprog hæmme læringen af det nye sprog, måske har barnet nemmere adgang til at (gen)lære sit oprindelige sprog.

Jeg ved det ikke, men Liva synes at have flair for det spanske.

Ligeværdige sprog?

Peru har officielt to godkendte sprog: spansk og quechua, der er inkaernes oprindelige sprog.

På markedet i Cusco så vi dette skilt på spansk, quechua og engelsk.

Tænk om vi danskere i højere grad ville anerkende styrken i at kunne mere end eet sprog. Så ville verden måske ikke virke så stor og fremmed?

Vi stod tidligt op og begav os til togstationen for at tage til Machu Picchu.

Togturen går tre smukke timer gemmen Den hellige Dal til begyndelsen af Amazonas.

Landskabet ændrer sig en del. Vi så:
gårde med kvæg, grise, får og æsler, marker med majs og kartofler, en mark, der blev pløjet med to okser, den fossende flod, stejle klippevægge og bjergtoppe med evig sne. Det sidste stykke er grønt, grønt, grønt.

Vi overnattet ved foden af Machu Picchu for at opleve stedet om morgenen uden for mange turister.

Kartofler findes i mange farver i Peru.

De er mere knoldede end hjemme i Danmark.

Der skulle være 3.000 slags alene i Peru.

Vi har fået kartoffelfritter i forskellige udskæringer og forskellige størrelser.

Og vi har også spist søde kartofler, yams og madbananer til maden.

Indlæg skrevet den 26.6.2014

Liva og Karl observerede allerede den første gang vi var på cafe for at spise morgenmad, at de ikke lignede de andre gæster på cafeen, men at de mere lignede dem, der arbejdede på cafeen.

De andre gæster var lokale peruanere fra Miraflores og de var lysere end de mørkere tjenere.

Og sådan lærte vi lidt om klasseskel.

 

Indlaeg skrevet den 25.6.2014.

Endelig er vi i luften og kan ikke andet end at slappe af de næste 10.500 km.

Allerede i flyet er jeg blandt en masse peruanere og jeg føler mig meget bleg.

Der er mange børnefamilier, der skal besøge bedsteforældre i Peru. Liva konstaterer, at det er langt væk at have sin mormor.

Vi får et indblik i hvor forskellige familieliv, der findes og flere af dem er spredt ud over hele jordkloden: I går mødte vi fx to søstre, der bor i Canada med deres mor, mens deres far bor i Danmark.

Halvvejs siger Karl, at det er ærgerligt Peru ligger så langt væk. Og ja, det havde været meget nemmere, hvis det ikke gjorde. Så kunne vi komme dertil oftere.

Flyveturen er behagelig og vi får endda serveret is. Børnene ser film.

Begejstringen vil ingen ende tage, da børnene efter det store Atlanterhav får øje på Amazonas og floden som bare snor sig i det grønne landskab.

Tættere på Lima passerer vi Andesbjergene. Nu er vi her!