Så er alle vaccinationerne på plads inden rejsen: Stivkrampe, gul feber og hepatitis a og b.
Rejsen bliver mere og mere virkelig for Karl og Liva.
Men det kniber stadig for Liva at få en konkret fornemmelse af, hvor længe der er til, inden vi flyver.
Vi har lavet en liste og krydser dagene af efterhånden som de går.
Hvad nu hvis nogen ude i Peru sætter spørgsmålstegn ved om mine børn nu også er mine børn, og ikke nogle jeg er ved at bortføre?
Den gruopvækkende tanke vender tilbage til mig.
En adoptionsbekendt oplevede at blive tilbageholdt i lufthavnen i sønnens fødeland, da hun og hendes børn skulle flyve hjem til Danmark.
Personalet tvivlede på familiekonstellationen: alle havde egne danske pas, så der burde ikke være nogen tvivl. Men forældrene er skilt og moren har taget sit pigenavn tilbage. Børnene har farens navn. Stor forvirring og en stressende situation for familien at være i.
Jeg prøver at gardere mig mod sådan en situation.
Jeg havde næsten glemt, hvor meget papirarbejde der er i forbindelse med en adoption. Selvfølgelig er der det, for det er strengt nødvendigt, at alt foregår på legal vis. Der skal mange underskrifter og stempler til på dokumenterne. Og selvfølgelig skal det hele dokumenteres og lægges på sagen og arkiveres i både afgiverlandet og modtagerlandet.
Jeg var i går aftes gennem alle vores papirer. Fandt de centrale frem, scannede dem ind og skrev dem ud. Så nu har vi dem med både som digitale og printede versioner:
Spørgsmålet er om jeg også skal medbringe den endelige danske adoptionsbevilling, som så skal oversættes og legaliseres i Udenrigsministeriet?
Og skal jeg bede min eks-mand skrive, at jeg gerne må tage børnene ud af landet uden han er med?
I min familie har vi aldrig fejret mors dag som sådan. Jo, jeg kan da huske, jeg har plukket en buket i haven til min mor i dagens anledning.
Men jeg plukkede mange blomster til min mor hele sæsonen igennem og ikke kun den søndag i maj, hvor butikkerne reklamerede for det.
Hjemme spiser jeg morgenmad af Mors Dags platter.
Jeg fejrer på den måde Mors Dag hver dag.
Jeg begynder dagen med at huske, hvor taknemmelig jeg er over, at jeg faktisk blev mor. Jeg havde oplevet 7 år med stor usikkerhed om, det nogensinde ville ske, at jeg blev mor.
Og samtidig med jeg sidder med min blå tallerken, sender jeg kærlige tanker til de to mødre, som var nødt til at bortadoptere deres børn.
De to mødre, der gør, at mine børn i dag har hver deres første mor og nu også en fælles mor – mig.
De to mødre, som gør, at jeg i dag er mor til verdens vidunderligste børn.
V fejrer stadig ikke Mors Dag i min familie.
Men jeg nyder alle de kærlighedsgaver, jeg får af mine børn gennem året: I løbet af den sidste måned har jeg fået et fuglefodringsbræt og et indkøbsnet med skriften I LOVE MOR. Begge ting fra min datter Liva, som hun har lavet i hemmelighed på skolen. Og det er i sandhed en gave, når min store søn på 15 vil give mig et knus.
Der er mange måder, vi kan give kærlighedsgaver på til de mennesker, der betyder noget i vores liv.
Hvad giver du mon?
Der har i et stykke tid været en næsten uhørlig, men yderst væsentlig stemme i den offentlige debat. Stemmer, der taler om Danmark som et strukturelt racistisk samfund.
Flere har taget ordet og fortæller bla. om at føle sig marginaliserede i et hvidt samfund, hvor ‘den lille racisme’ er blevet en helt naturlig og usynlig del af det danske samfund.
‘Usynlig’, hvis man er hvid vel at mærke.
Og ‘lille racisme’, hvis man er hvid vel at mærke.
Mange etnisk danske vil måske nægte, at der overhovedet findes racisme i Danmark. Der er jo ikke apartheid.
Mange etnisk danske vil måske undre sig over, at der overhovedet findes racisme på den måde i Danmark.
Et dugfrisk eksempel på det er fra en adoptivmor i mit netværk: Hendes lille datter fik i skolen af en klassekammerat at vide, at hun var brun, fordi en hund havde skidt på hende…
Jeg er sikker på, at flere af mine indlæg her på bloggen kommer til at handle om netop det, fordi det optager mig. Forskellighed. Forskelsbehandling. Rummelighed. Manglende rummelighed.
At være blevet anderledes
Som adoptivfamilie er vi på mange måder anderledes end en traditionel dansk familie.
Da jeg lige var blevet mor til min første, skulle alt integreres i mig.
Jeg var blevet mor – en anderledes mor. En synligt anderledes mor.
Jeg syntes i en kort periode, at det var meget belastende at være så synlig, når jeg gik i det offentlige rum med min nye, underskønne baby.
Jeg havde i begyndelsen et stort behov for at cykle en tur alene, købe ind alene – kort sagt at være anonym igen. Falde i et med tapetet. Være en del af mængden. Være ligesom alle de andre. Ikke skille mig ud.
Det gjorde mig også trist på mit barns vegne i en periode. For det gik jo op for mig – at for ham ville det være sådan altid: han vil altid skille sig ud fra mængden og blive lagt mærke til. På godt og ondt.
Efter noget tid, kunne jeg forholde mig til, at det for ham aldrig vil være anderledes.
Om lidt bliver det omvendt
Jeg tænker selv meget over, at mine børn kommer til at opleve at ligne alle andre på gaden, når vi er i Peru.
Jeg bliver den, der falder udenfor. Jeg bliver den, der er anderledes.
Så kan jeg lære det!
Jeg er spændt.
Vi har kastet os over den mere detaljerede planlægning af vores tilbagerejse til Peru.
Der er så meget, vi gerne vil opleve.
Det bliver svært at vælge fra. Meget svært.
Et af de steder, jeg skal tjekke ud er sitet travelforkids.
Vi kommer til at rejse med så meget elastik på ruten, at vi kan ændre den undervejs, hvis vi får behov for det.
Vi er godt nok født langt væk fra hinanden, erfarede min datter Liva, da hun lå på gulvet og ledte efter sin egen og hendes storebror Karls fødeby.
Liva er født i højlandet – Cusco – og Karl er født ved Stillehavskysten i Chimbote. Der er 3 km mellem dem alene i højden. Og 1.400 km hvis man kører.
Da vi var hjemkommet til Danmark sommeren 2004, blev jeg nogle gang spurgt om familieforøgelsen.
Er de rigtige søskende? blev jeg spurgt.
Ja, det er de nu! var mit korte svar. Jeg blev forstået med det samme. Mine børn er ikke biologiske søskende, men de er søskende. Rigtige søskende.
De deler ikke blodets bånd, men de er i den grad søskende. Og det har de været næsten fra den første dag, de så hinanden. Storebror var i hvert fald så klar til at tage sig af sin lillesøster.
Derfor ville han fluks give hende et kram, da de så hinanden første gang på hendes børnehjem. Han var 5½, hun 1½ år. Hun skubbede ham resolut væk. Hun havde endnu ikke lært, at han ikke blot var en af de andre drenge på børnehjemmet.
Karl fik herefter hurtigt en intuitiv kontakt med sin nye søster, som den gang udelukkende kendte sig selv om Carlota.
med længe ventet læsestof.
Jeg spurgte i mit netværk efter den bedste rejseguide til Peru. Lonely Planet fik gode ord med på vejen.
Men de mest rejsevante svarede, at de trykte bøger var forældede den dag, de forlod trykkeriet og at internettet og rejseblogs derfor er den bedste måde at forberede og planlægge sin rejse på.
Nuvel.
At side og bladre i rejseguiden og se de smukke, eksotiske billeder gør rejsen mere virkelig for os alle.
Og kortet giver en god fornemmelse af, hvor stort landet er.
Vi folder kortet ud og lægger det på gulvet. Og alligevel fylder det to sider!
Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer.
Og selv om de er hos jer, så tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;
Thi de har deres egne tanker.
Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
Thi deres sjæle bor i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede.
Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
Fra ”Profeten” af Kahlil Gibran, Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
Intet er mere sandt. Vi har vores børn til låns. Uanset om de er adopterede eller ej.
Som adoptivmor er jeg forberedt på, at mine børn måske – nej formentlig – vil opsøge deres første hjemland, når de bliver voksne. Og måske vil de bosætte sig der?
Skal I så besøge familie? spørger den ældre læge på vaccinationsklinikken, da han ser sammenhængen mellem vores familiekonstellation og rejsemålet. Vi er adoptivfamilie og skal til Peru.
Nej, svarer jeg hurtigt uden at åbne op for yderligere spørgsmål.
Min datter Liva kommer straks lægen til undsætning:
Vi skal til mit hjemland, svarer hun glad og åbent.
Hjemland? Jeg studser over, hun bruger ordet ‘hjemland.’ Jeg synes ordet hjemland er unaturligt i en 11-årigs mund.
Jeg kalder det for mine børns ‘fødeland’, selvom det lyder konstrueret og unaturligt.
Men jeg synes det er en god præcisering; for det er jo det land, begge min børn er født i.
Min datter gav mig inspirationen til navnet på bloggen:
homeland = hjemland
landing = landing
Bloggen kommer til at handle om netop det, at lande mentalt og fysisk i sit andet – sit første – hjemland:
Dybest set handler det om at føle sig hjemme. Om at have rødder flere steder. Om at have fødder, og være bevægelig.
Bloggen bliver mine refleksioner, tanker og følelser:
Velkommen til.