Skip to main content

Da jorden rystede

Jeg vågner ved at huset ryster.

Jeg ved med det samme, at der har været et jordskælv selvom det er sjældent i Danmark.

 

Jeg lytter efter mere.

Jeg lytter efter en fjern rumlen.

Jeg lytter efter uro.

 

Huset er helt stille.

Børnene sover stadig. Kun jeg er vågen.

 

Jeg finder min mobil på natbordet. Klokken er 03.08.

Jeg slår flightmode fra og går ind på DMIs hjemmeside.

Jeg kan ikke finde nogen nyhed om registreret jordskælv.

Jeg tjekker DRs side, men her står der heller ikke noget.

 

Jeg venter nogle minutter, men stadig ingen observationer af rystelser i Danmark.

 

Det må have været en drøm. En meget livagtig én. Jeg følte virkelig hele mit hus ryste.

 

En underbevidst hvisken

Jeg er overbevist om, at mine drømme er min underbevidstheds hvisken til mig.

Og jeg forstår med det sammen nattens budskab:

Jeg er dybest set lidt urolig over vores kommende rejse til Peru. Jeg er ikke kun spændt. Jeg er også lidt nervøs.

Lidt utryg over alt det, vi skal opleve og sanse og rumme.

Vores to tidligere adoptionsrejser til Peru har sat uudslettelige spor. Også af de sværere: højdesyge, hospitalsindlæggelse og jordskælv.

Selvfølgelig er det drømmen om et jordskælv, der giver mig et wake up call.

 

Mit livs første jordskælv som to dage gammel mor

Jeg oplevede nemlig mit livs første jordskælv i Lima i to dage efter vi havde fået ansvaret for vores lille søn.

 

I dagbogen skrev jeg:

Vi fik fjernsynet til at virke og gik tidligt i seng og så pludselig kom der et jordskælv. Bygningen, sengen, bordet – alt rystede. Vi skyndte os at pakke sutteflasker, modermælkserstatning og vand, alle vores værdipapirer, tog tøj på og bar alt ned parate til at gå ud. Vi var hundeangste.

Udenfor på gaden så alt normalt ud. Peruanerne tog det ganske roligt.

Udlejeren sagde, at det var normalt for årstiden og at det kun var et lille jordskælv.

Hvis det bliver værre, skal vi stille os i døråbningen til toilettet. Der kan nærmest kun stå én voksen – og nu er vi en familie på tre!

 

Jordskælvet satte sig i min krop og jeg kunne lang tid efter reagere på en tung lastbils rumlen på vejen eller hvis en, der sad tæt på mig, rystede utålmodigt på benet.

 

Peru øver sig på jordskælv og tsunami

Nogle dage efter min drøm bragte Peru this Week en artikel om en øvelse på evakuering efter et jordskælv og en tsunami.

Limas borgmester henstiller til, at alle borgere medvirker. På den måde bliver byens Disaster Control Management bedst.

Ved hjælp af bor simulerer man et skælv svarende til 7-8 på Mercalli Skalaen:

Mercalli Skalaen:

  1. Kun via fintmærkende seismografer erkendes rystelsen.
  2. Føles af få personer i ro.
  3. Sammenlignes med forbikørende lastbil.
  4. Føles af de fleste. Vinduer og døre knager.
  5. Føles af næsten alle. Mange vågner.
  6. Møbler bevæges. Enkelte skorstene vælter.
  7. Skade på middelgode bygninger.
  8. Møbler vælter.
  9. Ødelæggelser på middelgode bygninger. Vandledninger knækker.
  10. Jernbaneskinner bøjes. Jordskred.
  11. Kun få bygninger bliver stående.
  12. Komplet ødelæggelse. Genstande kastes op i luften.

Kilde: GEUS

 

Danmark er et smørhul

Vi bor i et meget roligt og fladt land, uden voldsom natur. Med en mild og blid fauna og flora.

Disaster Control Management er nærmest et ukendt begreb.

 

Det er helt anderledes i Peru

Peru ligger i den såkaldte ” Pacific Ring of Fire,” hvor der sker 85 procent af den globale seismiske aktivitet grundet friktion mellem de tektoniske plader . 100 skælv har ramt Sydamerika siden nytår.

 

jordskælv i peru

 

Vær beredt

Jeg ved nu, at en evakueringsplan har tre trin:

  1. Forbered dig
  2. Find et sikkert sted
  3. Evakuer

Jeg er bedre forberedt denne gang. Bare vi får et varsel først…

 

 

 

 

One thought to “Da jorden rystede”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.