Skip to main content

En baby i en plastikpose

Politiet i Lima, Peru, fandt forleden to forladte nyfødte babyer på gaden.

Den ene baby var efterladt i en plastikpose under en bro, hvor områdets beboere hørte et spædbarn græde højlydt. Heldigvis fandt de hende, mens hun stadig havde kræfter til at skrige højt.

Det andet spædbarn var efterladt pakket ind i tæpper ved et hospital.

Begge børn blev straks undersøgt af børnelæger og var ved godt helbred. Herefter blev de overført til et børnehjem i Lima. De vil formentlig senere bliver genforenet med deres biologiske familie eller bortadopteret.

Selvom jeg har hørt tilsvarende historier mange gange før, så bliver jeg stadig berørt.

Ingen af mine børn er hittebørn, men mange adoptivbørn er. De er typisk blevet efterladt et sted, hvor mange mennesker kommer forbi. Det kan være ved en bænk i en park, på en station eller lignende. Ved at placere børnene sådanne steder, er der gode chancer for, at barnet bliver fundet i tide, og at nogen tager sig af det.

Det halvt begravede spædbarn

Enkelte børn bliver efterladt på langt mere ubærlige måder.

Jeg kender én, hvis barn blev fundet halvt begravet i en grøft. Nogen fandt babyen med jord i munden.

Som adoptivforældre vil vi sandt og nænsomt fortælle vores børn, om tiden før adoptionen. Det er aldrig let, for det er meget smertefuldt at være blevet valgt fra af sin første mor (og far) uanset, hvad grunden er.

Moren til barnet i grøften har fortalt sandheden om omstændighederne, da barnet blev fundet.

Hvor grufuldt det end lyder, har moren formået at rumme fortællingen og viderebringe den på en så skånsom måde som muligt:

Når barnet havde været dækket til med jord i grøften, så var det fordi de vilde hunde ikke skulle kunne komme til barnet.

På den måde forklarede moren det skete som en kærlig handling.

 

Børnekarrusellen

Ikke alle hittebørn bliver efterladt på gaden. Mange bliver puttet i en karrusel på børnehjemmet. Hvis der er en.

Børnehjemmet kan have en karrusel monteret i en mur. Moren kan så diskret lægge barnet i karrusellen og dreje karrusellen, så barnet kommer ind på den anden side af muren – ind i børnehjemmet, hvor ansatte vil tage sig af det.

Moren bliver ikke set og det hele kan foregå i fuld anonymitet.

I gamle dage kunne man også aflevere sit barn på denne måde i Danmark.

4 måneder gammel baby fundet efterladt i en papkasse foran min datters børnehjem. Februar 2014.

Hittebørn i Danmark

Der bliver stadig en sjælden gang fundet hittebørn i Danmark. Senest for et år siden, hvor en nyfødt blev fundet i en plastikpose i et buskads i Farum.

Politiken har bragt en oversigt over de sidste 10 års hittebørn – levende som døde – i Danmark:

  1. En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.
  2. Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.
  3. En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.
  4. En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.
  5. I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.
  6. Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.
  7. Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.
  8. Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.
  9. Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.
  10. To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.
  11. Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.

 

Et nyt barneliv

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hittebørnenes mødre har været i ulykkelige omstændigheder, når de var nødt til at efterlade deres børn.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at der bliver taget godt hånd om disse børn, hvis bare de bliver fundet i tide. Om det så er i Peru, Kina eller Danmark.

Jeg er også sikker på, at børnene får nye gode liv i deres nye familier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.