Vi havde i alt 6 fantastiske timer på Livas gamle børnehjem.
Der er en dejlig varm og kærlig stemning på Livas b}rnehjem.
Vi blev taget i mod med stor glæde og Liva blev indkluderet på bedstre vis.
Liva passede børnene. Madede dem. Redte hår på dem og meget mere. Det var en direkte spejling for Liva af tidligere ikke-erindrede erfaringer.
Karl tog også Livas børnehjem til sig som sit.
Liva konkluderede, at her ville hun gerne arbejde når hun blev stor og hun har nu en aftale med de to søstre , der driver hjemmet, om at hun vil være meget velkommen som frivillig når hun blir stor. Så kan hun gå til spanskundervisning i dagtimerne.
Besøg Livas børnehjem Armantani p´nettet.
Et børnehjem er ikke det bedste hjem
Uanset hvor godt et børnehjem er, så mangler der noget helt vitalt.
Vi oplevede selvfølgelig ogsá manglen på hænder. Der var fx fire højstole med børn, der skulle mades, og een voksen til at made alle fire.
Børnene hostede og var forkølede. Enkelte have børnesår. Alle sygdomme som vores børn også havde, da vi adopterede dem.
Uanset alt det gode de voksne gør, så knytter børnene sig til hinanden og får ikke den nære relation til få betydningsfulde voksne. Det er det, vi som adoptivforældre bla. skal lære vores børn, når vi adopterer dem: At de skal knytte sig til os, ligesom vi skal knytte os til dem. De skal lære at være kritiske i deres kontakt og ikke bare sætte sig op på skødet af den første voksne, de ser.
Alt det blev jeg mindet om,
Lidt nyt om Liva
Jeg fik set alle papirerne i Livas sag og fik børnehjemmets originale registrering med. Den har jeg ikke set før. Der stod lidt supplerende nyt for mig, da der var en objektiv beskrivelse af Liva, fra hun blev indleveret på børnehjemmet. Jeg blev også mundltligt korrigeret, fordi lederen ikke huskede, at Liva var i så dårlig stand, som jeg refererede det.
En stor tak
Jeg fik af hjertet takket søstrene Maria og Pilar for deres enorme arbejde for både de store og små børn. De er afdeles afgørende i børnernes liv.
