Mine små sommerfugle
Jeg begynder at have små sommerfugle flagrende i maven.
Jeg mangler en del planlægning af opholdet ude i Peru og jeg føler mig en anelse presset.
Een ting nager mig meget: Jeg har stadig ikke fået kontakt med min søns børnehjem.
Men jeg har besluttet mig form, at vi under alle omstændigheder tager derop. Så må vi komme uanmeldt på besøg.
Måske ligner børnhjemmet sig selv? Måske er det stadig blåt som på billedet fra 1999?
Det ville give mig så meget ro på at vide, vi er velkomne.
Jeg tænker naturligvis mest på Karl. Han skal ikke føle sig i vejen – og slet ikke føle sig uvelkommen.
Forberedelse af det ukendte
Jeg forbereder børnene, så godt jeg kan, på det ukendte.
Jeg gør dem trygge i det utrygge. For selvom vi skal tilbage til før deres første bevidste erindring – deres første hjem, deres første hjemland – så er det ukendt land for dem.
Jeg har forberedt dem på, at de måske bliver triste eller vrede ude i Peru, uden at de ved hvorfor.
Vi har talt om, at vi ikke altid helt forstår grunden til vores følelser.
Vi har talt om at gøre plads.
Om at alt er ok. Virkelig. Helt. Ok.