Jeg havde ikke kunnet få fat i Karls børnehjem hjemmefra, så det var med håbet om, at det ville lykkes at få kontakt, at vi gik derud.
Jeg havde forberedt Karl på, at vi måske ikke kunne komme ind, men at vi så måtte nøjes med at se børnehjemmet udefra og opleve hans første hjemby.
Jeg havde heldigvis også forberedt Karl på, at hvis vi kom ind, så ville hele underetagen nok være for mennesker med svære handicaps, for det var der i hvert fald i 1999.
Vi kom ind!
Ved siden af hjemmet ligger en mindre katolsk kirke, og de havde netop åbnet porten efter messen, da vi kom søndag formiddag.
Jeg gik hen til præsten og præsenterede os og vores ønske om at besøge børnehjemmet. Han velsignede os alle og fik fat i søster Rozann, der også var i kirken.
Søster Rozann blev naturligvis først overrasket og gav os så en varm velkomst. Hun arbejder nu på Karls gamle børnehjem og hun taler engelsk, fordi hun er fra Indien.
Der er ikke længere børn på hjemmet, men udelukkende unge og voksne med gennemgribende mentale og fysiske handicaps, og ældre. Der bor kun kvinder.
Vi blev vist rundt og det var meget overvældende og skræmmende for Karl og Liva. Beboerne skreg højt og mærkelige umælende lyde mødte os. Een af de unge piger kunne jeg genkende fra den gang, vi hentede Karl. Da lå hun lammet og kunne ikke virre fluerne væk fra ansigtet. Nu sad hun i en kørestol i et hjørne.
Vi gik ind i et mere stille rum, hvor vi kunne tale sammen.
Barn nummer 610
Karls Peru-mor skrev i sin tid et lille brev som vi fik kopi af dengang. Jeg spurgte om det var muligt at se originalen, og om vi kunne få den. Desværre var alle papirerne fra den gang ikke længere på hjemmet. De var kommet på arkiv i Lima, da hjemmet blev ændret og drengene og mændene blev overflyttet til Lima.
Søster Rozann fortalte, at det eneste de havde tilbage var en bog, hvor alle indbragte børn var registreret. Hun hentede bogen, og det var et meget bevægende øjeblik for mig, da jeg lod fingrene løbe ned gennem siderne.
Vi fandt Karl registreret som barn nummer 610.
Alle børn var udførligt registeret. Mange var registeret som hittebørn. Nogle var blevet lagt ved hjemmet – andre var fundet på gaden. Hittestedet stod detaljeret beskrevet ved fx gadenavne.
Alle oplysninger om barn nummer 610 var fuldstændigt identiske med dem, vi fik for 15 år siden i Danmark. Og vi har fået alt, der findes. Selvom jeg ikke har været bekymret for det, var det alligevel en lettelse at se den oprindelige, minutiøse registrering,
Madre Teresa
Madre Teresa ordenen kører hjemmet.
Indiske søster Yaya, der var leder i 1999, er nu i Colombia.
Magdalena, der passede Karl var heller ikke længere på hjemmet.
Ganske lidt var dog stadig som dengang: uåbnet legetøj hang højt på væggen til pynt. Vi havde taget LEGO med, men tog det med os igen. Gaven vil i stedet kunne være til gavn på Livas børnehjem.
Mother Teresas ånd hviler tydeligt over hele hjemmet.
Jeg takkede i stor taknemmelighed for det store, menningsfulde arbejde søstrene (nonnerne) gør. Jeg takkede dybt for, at de havde passet godt på Karl de få måneder, han boede der. Søster Rozann takkede herefter straks mig for at passe på Karl.
Eftertænksomhed
Resten af dagen var vi meget eftertænksomme og overvældede. Besøget var både en dejlig og voldsom oplevelse for os alle – en oplevelse som lige skal bundfælde sig. 
