I dag er det en måned siden, vi kom hjem fra Peru og hverdagen er begyndt igen.
Det er som om rejsen til Peru ikke fylder ret meget hos børnene. Når nogen spørger om rejsen, så fortæller de selvfølgelig engageret om oplevelserne og viser billeder. Og det sker også vi støder på noget i hverdagen, der minder os om tilbagerejsen.
Måske er det mest mig, der tænker tilbage? Mit behov for at integrere og lande de to lande?
Karl og Liva er gode til at være i nu’et og deres liv er her og nu i Danmark.
Alligevel er det som om et eller andet er faldet på plads. Uden at der var et (erkendt) behov for det før rejsen.
Det er som om, der er kommet en anden naturlighed ind over det, når vi taler om Peru.
En ro af en slags.
Noget fremmed er blevet til noget mere bekendt, og kan derfor forstås og mestres på en anden måde end før rejsen.
Vi ved, hvad vi taler om.
Og vi har en fælles oplevelse som familie.
Intense og vigtige oplevelser, som vi stadig fordøjer.
Det er dejligt.