Skip to main content

Jeg er hverken en frelser eller en forbryder

Vi var forleden til sommerfest på min søns skole.

Jeg faldt i snak med en adoptivfar, som jeg tidligere har lavet frivilligt arbejde sammen med i landsforeningen Adoption & Samfund.

Jeg fortæller ham om bloggen her, og om at dele af bloggen vil blive vist i Kristeligt Dagblad.

Samtalen udvikler sig til at handle om mediedækningen af adoptionsområdet og AVIS kriterierne, der i dag helst skal udvides med et K for Konflikt. 

Pludseligt udbryder faren:

Før blev vi fremstillet som om vi reddede et barn, i dag som nogle, der forbryder sig mod barnet.

Han var oprigtigt bekymret over, at adoption som familieform i dag ofte fremstilles negativt i medierne.

 

Adoption er ikke en humanistisk bedrift

Jeg har ikke adopteret for at redde et barn. Jeg har adopteret, fordi jeg brændende ønskede at udøse min kærlighed til et lille menneskebarn og til at se netop dèt menneskebarn folde sig ud som det menneske, det nu ville blive.

Jeg har aldrig følt mig som en frelsende engel.

Jeg har heller aldrig følt mig som en forbryder.

Men jeg har ofte en slags dårlig samvittighed som følgesvend.

Dårlig samvittighed over at leve i en verden, hvor nogle mødre bliver nødt til at give deres børn væk.

Det minder mig om, da jeg var ganske ung og skammede mig over at være hvid.

Over at leve i den rige, vestlige verden.

Over koloniseringen og imperalismen.

Over uligheden.

 

Der er en verden til forskel

Jeg tror, de fleste adopterede havde fået et godt liv, hvis de ikke var blevet adopteret.

Jeg er også sikker på, at mange adopterede ikke ville. Her tænker jeg især på de børn, der er født med et handicap, ikke er så godt begavede eller har fået skader ved eller efter fødslen.  Jeg tænker på de (uønskede) børn, der ville være blevet en ulykke for familien.

Den sandhed findes også.

Så sent som i dag bringer Jyllands Posten en tankevækkende artikel om en ni-årig pige, der blev gravid efter en voldtægt i Brasilien… (Kan desværre ikke længere linke til artiklen).