Hvert år fejrer vi børnene på deres komme-dag.
Vi kalder det ‘komme-dag’, andre adoptanter kalder det ‘familie-dag’.
Det vi i adoptivfamilierne fejrer, er den dag vi endelig fik hinanden. I min familie fejrer vi den dag, barnet definitivt flyttede fra deres børnehjem. Den dag, hvor vi forældre fik det endelige ansvar for barnet.
Det er en skøn dag at mindes. At genfortælle historien og at gense billeder fra overdragelsen.
Hjemme hos os får barnet lov til at bestemme hvad der skal ske, hvad vi skal spise osv. Og det får en lille gave.
Morgenbordet er altid dækket op med peruansk dug og flag.
I år er det lidt anderledes. Karl havde komme-dag dagen før vi skulle flyve til Peru, Liva på den dag, hvor vi fløj hjem.
Aftalen var, at de begge i år skulle fejres ude i Peru på en fælles komme-dag. Det fik vi aldrig gjort.
I stedet gjorde vi det den anden dag. Som altid med det peruanske national flag og det danske på bordet. I år havde vi også fået det regnbuefarvede Cuscoflag, som er Livas flag fra hendes fødeby.
I år ville børnene have en ordentlig bøf til aftensmad. Det fik de på Jensens Bøfhus. Og de ønskede også at deres mormor var med.
Det blev endnu en dejlig komme-dag.
