Skal I så besøge familie? spørger den ældre læge på vaccinationsklinikken, da han ser sammenhængen mellem vores familiekonstellation og rejsemålet. Vi er adoptivfamilie og skal til Peru.
Nej, svarer jeg hurtigt uden at åbne op for yderligere spørgsmål.
Min datter Liva kommer straks lægen til undsætning:
Vi skal til mit hjemland, svarer hun glad og åbent.
Hjemland? Jeg studser over, hun bruger ordet ‘hjemland.’ Jeg synes ordet hjemland er unaturligt i en 11-årigs mund.
Jeg kalder det for mine børns ‘fødeland’, selvom det lyder konstrueret og unaturligt.
Men jeg synes det er en god præcisering; for det er jo det land, begge min børn er født i.
- Der, deres liv begyndte.
- Der, deres biologiske familie lever.
- Der, de blev passet på af børnehjemmets voksne. Inden de fik deres nye familie, inden de fik mig som mor.
Min datter gav mig inspirationen til navnet på bloggen:
homeland = hjemland
landing = landing
Bloggen kommer til at handle om netop det, at lande mentalt og fysisk i sit andet – sit første – hjemland:
- Om, hvordan det kan være at have to hjemlande.
- Om, at det ene land måske er mere hjemland end det andet,
- Om, at det måske skifter, hvilket land, der er mest hjemland.
- Om at integrere to hjemlande i sig.
Dybest set handler det om at føle sig hjemme. Om at have rødder flere steder. Om at have fødder, og være bevægelig.
Bloggen bliver mine refleksioner, tanker og følelser:
- Om at være mor til to verdensbørn
- Om at være med på deres rejse tilbage til deres hjemland.
- Om – i fællesskab – at opleve Peru som adoptivfamilie.
- Om at rumme det, der måtte komme.
Velkommen til.