Skip to main content

Uden tv og andre medier

For første gang i 20 dage har vi tv og fundet en børnekanal.

Børnene er i aften tryllebundne af en animationsfilm på spansk. Filmen afbrydes af reklamer på de mest spændende tidspunkter – til stor irritation for Liva – så vi kommer ikke helt tidligt i seng i aften.

Vi har ellers sovet tidligt alle dage. Mellem 21 og 22 de fleste aftener, vil jeg tro. Vi har været mentalt og fysisk fyldt op af oplevelser og vi har ikke haft underholdning i form af lyd, billeder eller digitale medier til at distrahere os.

Vi har faktisk også kedet os lidt her de sidste dage i Lima.

Ganske sundt…

Ps
Endnu en undren: Rullleteksterne kører så hurtigt, at vi ikke kan nå at læse noget som helst.

Vi ligner ikke

Hjemmefra troede jeg, at jeg ville opleve mig selv som anderledes herovre og mine børn som nogle, der bare blendede ind i masserne. Sådan har det slet ikke været.

Liva har flere gange følt sig begloet og noget utilpas ved, at vi som familie bliver kigger sådan på.

Jeg har end ikke registreret det, men vi er selvfølgelig også en anderledes familie her.

Havde Karl og Liva rejst uden to hvide gringoer, havde det garanteret været anderledes. Men vi rejser jo som familie.

Karl har gerne villet udforske på egen hånd. Fx ved at handle i små butikker.

Liva har holdt fast i mig.

Vi har intet negativt oplevet om vores familieform. Tværtimod har vi oplevet en positiv nysgerrighed.

Om et døgn rejser vi hjem

Og vi glæder os – især Liva glæder sig til at komme hjem til sit eget værelse og til sin musik. Hun glæder sig også til at komme hjem til dyrene. Og til det grønne Danmark.

Karl glæder sig mest til at komme hjem til nem og fri adgang til internettet og til at være fri (for sin mors kontrol i det fremmede).

Jeg glæder mig til at komme hjem til de lange lyse sommeraftener. Her i Lima er dagen grå og mørket kommer ved halv seks tiden.

Jeg glæder mig også til rå grøntsager og smagfuldt vand direkte fra vandhanen. Herude har vi selvfølgelig holdt os til flaskevand og holdt os fra rå grøntsager af hensyn til vores maver. Sammen med god håndhygiejne tror vi. det er grunden til, at vi ikke har været dårlige. Overhovedet.

Tilbage i Lima var det rart at kunne skifte coca-teen ud med god kaffe. Og ungerne har fået kartoffelchips. Der er stadig madbanan-chips tilbage.

Nemt land at rejse i
Det har i det hele taget været meget nemt at rejse rundt i landet. Nord – syd. Øst – Vest. Og vi har været helt trygge det meste af vejen.

Kun Chimbote gjorde mig lidt nervøs, selvom vi intet konkret oplevede, som var skræmmende.

Det foruroligende var udelukkende noget i mit sind – noget fra gamle dage.

Nu glæder vi os alle til at komme hjem. Til at kunne være mere os selv og mere alene. Til at kunne være mere sammen med jævnaldrende.

Små piger med make up

Vi undrer os.

Lørdag formiddag og eftermiddag var vi på vores sidste indkøbstur.

På gaden i det rige Miraflores så vi flere små piger med blå øjenskygge, mascara, eyeliner og dybrød læbestift.

Pigerne var 7-9 år gamle.

VM i fodbold

Vi er glade for, at Sydamerika er repræsenteret i finalen i morgen.

Vi så semifinale-kampen sammen med Carlos og hans gamle mor. Det var en sjov oplevelse for os, der ikke selv er så interesserede i fodbold.

Vi er fremmede på et kontinent, hvor fodbold bogstaveligt talt kan betyde liv eller død.

Da vi adopterede Liva var der Copa America 2014 og det var endnu vildere at opleve.

Vi er delte på, hvem vi holder med i morgen. Liva holder med Argentina, jeg med Tyskland. Karl hepper vist på Tyskland.

Vi skal til lufthavnen i morgen og håber ikke gaderne er lagt helt øde under finalen. Der skille gerne være en enkelt taxachauffør, der vil gøre os til Callao.

Beginners Mind

Det har været så skønt at rejse med Karl og Liva, der – med deres børneøjne – ser det hele med helt nye øjne og observerer, undrer sig og spørger.

Emnerne har været mange. Især Liva har bemærket ting og sager. Fx:

Skoleuniformer
Alle elever i Peru går i skoleuniform. En uniform til idræt og en anden til de andre skoletimer. Vi taler om, hvorfor man bruger skoleuniform. Liva og Karl taler indbyrdes om det. De er glade for de selv kan bestemme hvilket tøj, de vil have på.

Sælgere i bussen
I de almindelige langtursbusser er det helt almindeligt, at der kommer sælgere ind i bussen, når bussen gør et hold. De sælgere sodavand og snacks. Sælgeren går hele vejen gennem bussen og tilbyder alle sæder at købe noget. Liva føler sig utilpas ved det og synes hun bør købe noget. Hun synes,det er sværere at sige nej, men vi køber Intet.

Voldelige film vist for børn
I nogle af natbusserne er der storskærme som alle passagerer er nødt til at se eller i det mindste forholde sig til. De film busselskabet vælger at vise er horrorfilm med masser af blod og andre uhyggelige effekter. Der er flere, der har mindre børn med. Liva gemmer sig under sit tæppe, men kan ikke holde de voldsomme lyde ude.

Dårlige nyheder
I ventesale vises nyhederne og vi ser, at en masse mænd er blevet anholdt for noget ulovligt (kokain). Til skræk og advarsel ser vi mændene i nærbillede uden deres identitet er blevet sløret.

Lidt i samme boldgade bliver lejlighedskompleksets dårlige betalere udstillet ved et opslag i elevatoren med navns nævnelse og beløbets størrelse.

Demonstrationer
Der er ofte en demonstration i Latinamerika og vi ser også nogle stykker på vores rundrejse. Liva har ikke set sådan noget før. Det bliver en god anledning til at tale om retten til at demonstrere.

Hver gang børnene og vi selv undrer os benytter vi lejligheden til at tale om forskelle og ligheder mellem Peru og Danmark.

Det er en gave at rejse med børn. Det er at få a beginners mind på ny. Jeg sætter virkelig pris på netop det, da jeg synes mange voksne rejsende har tendens til at blive noget blaserte.

Mere begejstring, tak!

Den vidunderlige kartoffel

Vi er i kartoflens hjemland og har spist den i forskellige afskygninger.

I går fik vi fx en burger på Burger King i Lima og der var pommes fritter både i burgeren og til burgeren.

Carlos gamle mor synes jeg skal tage nogle kartofler med hjem til Danmark, men det tør jeg ikke pga mulige sygdomme.

Vi har genset den oplysende tegnefilm ‘Den vidunderlige kartoffel’ i Claus Deleurans sjove streg.

Filmen fortæller historien om kartoflen og der er en del om spaniernes erobring af inka-riget og kartoflen.

Filmen er næsten 30 år gammel og den holder stadig. Se den, hvis du kan!

Vi glæder os til at komme hjem og grave kartofler op fra vores egen have.

Tryg transport

Vi har kørt en masse i bus herude. De fleste kilometer i gode natbusser, hvor man som VIP-passager kan ligge sædet ned til hele 160 grader.

Man får udleveret tæppe og pude og høretelefoner til filmen, som vises på skærmen foran en. Man får også serveret en lille snack.

Der er stor kontrol med passagererne. Vi skal vise id, når vi løbet billetterne. Når vi skal ombord, skal vi igen identificere os og håndbagagen bliver undersøgt ligesom vi selv bliver gennemlyst som i lufthavnen. Vi er også blevet fotograferet et par gange og en enkelt gang skulle vi aflevere aftryk af højre pegefinger.

Vi ved ikke hvorfor, der er så meget kontrol.

Måske er det pga. tidligere erfaringer med Den lysende Sti’s bortførelser og likvideringer?

Måske er det for at have styr på passagererlisten, hvis bussen skulle ryge ud over bjergvæggen?

Ved ombordstigning, har jeg een gang skullet forklare vores familieforhold ved at vise børnenes peruanske adoptionscertifikater.

Vi har følt os meget trygge undervejs herude.

Alene i Lima

Tidligt i morges sagde vi farvel til min kæreste Carsten, der de næste 10 dage arbejder i Bolivia og Honduras for Danske Handicaporganisationer.

Børnene og jeg har nu fem dage alene i Lima, inden vi flyver hjem.

Vi er trætte og mætte af indtryk. Vi nyder at lave ingenting og bare blive i lejligheden hele dagen, hvis det er det vi vil.

Liva længes efter at komme hjem til Danmark. Karl gør sig det hjemligt og spiller på sin iPad. Jeg får indhentet en del på bloggen og får uploadet billeder til skyen.

Vi har haft intense oplevelser og fordøjer nu.