Skip to main content

Vidnesbyrd

Jeg ville så gerne have været der for Liva langt før end jeg fik mulighed for det.

 

Jeg er gået glip af en masse i Livas liv: Milepæle som den første tand, det første kravl, den første fødselsdag , det første skridt og det første ord.

 

Da vi fik Liva i forslag, stod der i papirerne, at hun var begyndt at tale og at hun var ved at lære at gå.

Den gang ønskede jeg så inderligt, at vi nåede at se hendes første vaklende skridt. Vi nåede det ikke. Hun gik. Hun talte.

 

Med gårsdagens email fra børnehjemmet kom også en PowerPoint præsentation med billeder af Liva fra hendes tid på børnehjemmet.

Der var endda her 10 år efter kommet nogle enkelte nye billeder i forhold til dem, vi havde fået i 2004.

Jeg er så taknemmelig over, at Livas tid før adoptionen er blevet dokumenteret.

Det  er fantastisk at se Liva med først 2 og så 4 tænder.

 

Billede3

Billede9

 

 

 

 

 

 

Min lille pige <3

 

Billede19

Lykken er at være husket

Jeg havde problemer med at forstå hele mailen fra børnehjemmet. For den var jo  på spansk.

Heldigvis har jeg en hjælpende sjæl ude i Peru.

Han konstaterede først, at mailen var skrevet på spansk og ikke på latinamerikansk. (Og det er ganske rigtigt; Livas børnehjem ledes af to søstre fra Spanien).

Hans oversættelse gav straks mening: Jeg kunne slet ikke forstå den ene linje, hvor der stod noget med, at de kunne huske, de ikke blev fede!?

Den korrekte oversættelse er, at de kunne huske, de ikke kunne få Liva til at tage på.

Det giver så meget mening, for Liva var stærkt underernæret og havde parasitter, da vi adopterede hende. Hun vejede knap 9 kg, da vi fik hende i vores favn 1½ år gammel.

Efter et godt stykke tid var hun endelig indenfor den danske vækstkurve og efter 2 år i vores familie, lå hun stabilt på det danske gennemsnit.

Denne lille sætning fra mailen er meget betydningsfuld for os, for den fortæller, at Liva er husket. Det betyder alt.

Jeg svæver stadig efter den dejligste morgenmail og jeg kan næsten ikke vente med at fortælle det til Liva, når hun kommer hjem fra lejrskole.

8 år

 

 

 

 

Originaler og kopier

Hvad nu hvis nogen ude i Peru sætter spørgsmålstegn ved om mine børn nu også er mine børn, og ikke nogle jeg er ved at bortføre?

Den gruopvækkende tanke vender tilbage til mig.

En adoptionsbekendt oplevede at blive tilbageholdt i lufthavnen i sønnens fødeland, da hun og hendes børn skulle flyve hjem til Danmark.

Personalet tvivlede på familiekonstellationen: alle havde egne danske pas, så der burde ikke være nogen tvivl. Men forældrene er skilt og moren har taget sit pigenavn tilbage. Børnene har farens navn. Stor forvirring og en stressende situation for familien at være i.

Jeg prøver at gardere mig mod sådan en situation.

Jeg havde næsten glemt, hvor meget papirarbejde der er i forbindelse med en adoption. Selvfølgelig er der det, for det er strengt nødvendigt, at alt foregår på legal vis. Der skal mange underskrifter og stempler til på dokumenterne. Og selvfølgelig skal det hele dokumenteres og lægges på sagen og arkiveres i både afgiverlandet og modtagerlandet.

Jeg var i går aftes gennem alle vores papirer. Fandt de centrale frem, scannede dem ind og skrev dem ud. Så nu har vi dem med både som digitale og printede versioner:

  • pas
  • fødselsattester med børnenes far og jeg påført som nye retlige forældre  og
  • adoptionsbevillingen udstedt i Peru.

Spørgsmålet er om jeg også skal medbringe den endelige danske adoptionsbevilling, som så skal oversættes og legaliseres i Udenrigsministeriet?

Og skal jeg bede min eks-mand skrive, at jeg gerne må tage børnene ud af landet uden han er med?

 

fødselsattest Liva

 

 

 

 

Mors dag

I min familie har vi aldrig fejret mors dag som sådan. Jo, jeg kan da huske, jeg har plukket en buket i haven til min mor i dagens anledning.

Men jeg plukkede mange blomster til min mor hele sæsonen igennem og ikke kun den søndag i maj, hvor butikkerne reklamerede for det.

Kærlighedsgaver

Mors Dag PlatterHjemme spiser jeg morgenmad af Mors Dags platter.

Jeg fejrer på den måde Mors Dag hver dag.

Jeg begynder dagen med at huske, hvor taknemmelig jeg er over, at jeg faktisk blev mor. Jeg havde oplevet 7 år med stor usikkerhed om, det nogensinde ville ske, at jeg blev mor.

Og samtidig med jeg sidder med min blå tallerken, sender jeg kærlige tanker til de to mødre, som var nødt til at bortadoptere deres børn.

De to mødre, der gør, at mine børn i dag har hver deres første mor og nu også en fælles mor – mig.

De to mødre, som gør, at jeg i dag er mor til verdens vidunderligste børn.

V fejrer stadig ikke Mors Dag i min familie.

Men jeg nyder alle de kærlighedsgaver, jeg får af mine børn gennem året: I løbet af den sidste måned har jeg fået et fuglefodringsbræt og et indkøbsnet med skriften I LOVE MOR. Begge ting fra min datter Liva, som hun har lavet i hemmelighed på skolen. Og det er i sandhed en gave, når min store søn på 15 vil give mig et knus.

Der er mange måder, vi kan give kærlighedsgaver på til de mennesker, der betyder noget i vores liv.

Hvad giver du mon?

Strukturel racisme

Der har i et stykke tid været en næsten uhørlig, men yderst væsentlig stemme i den offentlige debat. Stemmer, der taler om Danmark som et strukturelt racistisk samfund.

Flere har taget ordet og fortæller bla. om at føle sig marginaliserede i et hvidt samfund, hvor ‘den lille racisme’ er blevet en helt naturlig og usynlig del af det danske samfund.

‘Usynlig’, hvis man er hvid vel at mærke.

Og ‘lille racisme’, hvis man er hvid vel at mærke.

Mange etnisk danske vil måske nægte, at der overhovedet findes racisme i Danmark. Der er jo ikke apartheid.

Mange etnisk danske vil måske undre sig over, at der overhovedet findes racisme på den måde i Danmark.

Et dugfrisk eksempel på det er fra en adoptivmor i mit netværk: Hendes lille datter fik i skolen af en klassekammerat at vide, at hun  var brun, fordi en hund havde skidt på hende…

Jeg er sikker på, at flere af mine indlæg her på bloggen kommer til at handle om netop det, fordi det optager mig. Forskellighed. Forskelsbehandling. Rummelighed. Manglende rummelighed.

 

At være blevet anderledes

Som adoptivfamilie er vi på mange måder anderledes end en traditionel dansk familie.

Da jeg lige var blevet mor til min første, skulle alt integreres i mig.

Jeg var blevet mor – en anderledes mor. En synligt anderledes mor.

Jeg syntes i en kort periode, at det var meget belastende at være så synlig, når jeg gik i det offentlige rum med min nye, underskønne baby.

Jeg havde i begyndelsen et stort behov for at cykle en tur alene, købe ind alene – kort sagt at være anonym igen. Falde i et med tapetet. Være en del af mængden. Være ligesom alle de andre. Ikke skille mig ud.

Det gjorde mig også trist på mit barns vegne i en periode. For det gik jo op for mig – at for ham ville det være sådan altid: han vil altid skille sig ud fra mængden og blive lagt mærke til. På godt og ondt.

Efter noget tid, kunne jeg forholde mig til, at det for ham aldrig vil være anderledes.

kun fodsål

Om lidt bliver det omvendt

Jeg tænker selv meget over, at mine børn kommer til at opleve at ligne alle andre på gaden, når vi er i Peru.

Jeg bliver den, der falder udenfor. Jeg bliver den, der er anderledes.

Så kan jeg lære det!

 

Jeg er spændt.

 

 

 

Travel for kids

Vi har kastet os over den mere detaljerede planlægning af vores tilbagerejse til Peru.

Der er så meget, vi gerne vil opleve.

Det bliver svært at vælge fra. Meget svært.

Et af de steder, jeg skal tjekke ud er sitet travelforkids.

 

Vi kommer til at rejse med så meget elastik på ruten, at vi kan ændre den undervejs, hvis vi får behov for det.

 

Peru - Danmark

 

 

 

Søskende med 3 højdekilometer imellem

 

Vi er godt nok født langt væk fra hinanden,  erfarede min datter Liva, da hun lå på gulvet og ledte efter sin egen og hendes storebror Karls fødeby.

Liva er født i højlandet – Cusco – og Karl er født ved Stillehavskysten i Chimbote. Der er 3 km mellem dem alene i højden. Og 1.400 km hvis man kører.

Da vi var hjemkommet til Danmark sommeren 2004, blev jeg nogle gang spurgt om familieforøgelsen.

Er de rigtige søskende? blev jeg spurgt.

Ja, det er de nu! var mit korte svar. Jeg blev forstået med det samme. Mine børn er ikke biologiske søskende, men de er søskende. Rigtige søskende.

De deler ikke blodets bånd, men de er i den grad søskende. Og det har de været næsten fra den første dag, de så hinanden. Storebror var i hvert fald så klar til at tage sig af sin lillesøster.

Derfor ville han fluks give hende et kram, da de så hinanden første gang på hendes børnehjem.  Han var 5½, hun 1½ år. Hun skubbede ham resolut væk. Hun havde endnu ikke lært, at han ikke blot var en af de andre drenge på børnehjemmet.

Karl fik herefter hurtigt en intuitiv kontakt med sin nye søster, som den gang  udelukkende kendte sig selv om Carlota.

 

 

 

Pakkeposten kom

med længe ventet læsestof.

Jeg spurgte i mit netværk efter den bedste rejseguide til Peru. Lonely Planet fik gode ord med på vejen.

Men de mest rejsevante svarede, at de trykte bøger var forældede den dag, de forlod trykkeriet og at internettet og rejseblogs derfor er den bedste måde at forberede og planlægge sin rejse på.

Nuvel.

At side og bladre i rejseguiden og se de smukke, eksotiske billeder gør rejsen mere virkelig for os alle.

Og kortet giver en god fornemmelse af, hvor stort landet er.

Vi folder kortet ud og lægger det på gulvet. Og alligevel fylder det to sider!

pakkeposten kom

 

 

 

 

 

 

Jeres børn er ikke jeres børn

Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer.

Og selv om de er hos jer, så tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;

Thi de har deres egne tanker.
Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
Thi deres sjæle bor i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

Fra ”Profeten” af Kahlil Gibran, Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Intet er mere sandt. Vi har vores børn til låns.  Uanset om de er adopterede eller ej.

Som  adoptivmor er jeg forberedt på, at mine børn måske – nej formentlig – vil opsøge deres første hjemland, når de bliver voksne. Og måske vil de bosætte sig der?