Turen til Paracas tog fire timer begge veje ad PanAmericana. De fleste gennem oerkenen langs Stillehavet.
For første gang på rejsen, så vi slum og fattigdom gennem busruden.
Når bussen holdt stille kom det kvinder ind i bussen for at sælge snacks og drikkevarer til passagererne. Liva syntes, det var svært, fordi hun syntes vi burde købe noget. Det gjorde vi ikke.
I de fleste taxaer sidder vi uden sele på bagsædet. Børnene begynder ellers som det første at lede efter seler og synes det er noget utrygt at sidde uden i den hektiske trafik. Jeg mindes, hvordan vi i sin tid sad med en løs baby på skødet, da vi adopterede Karl i 1999, så jeg undrer mig ikke længere over de manglende seler.
Ps.
På den tredje nat sov vi endelig til kl 6.30 uden at være lysvågne nogle timer fra kl 3.00. Kroppen er ved at være på Peru-tid. Hurra for det!
