Vi er godt nok født langt væk fra hinanden, erfarede min datter Liva, da hun lå på gulvet og ledte efter sin egen og hendes storebror Karls fødeby.
Liva er født i højlandet – Cusco – og Karl er født ved Stillehavskysten i Chimbote. Der er 3 km mellem dem alene i højden. Og 1.400 km hvis man kører.
Da vi var hjemkommet til Danmark sommeren 2004, blev jeg nogle gang spurgt om familieforøgelsen.
Er de rigtige søskende? blev jeg spurgt.
Ja, det er de nu! var mit korte svar. Jeg blev forstået med det samme. Mine børn er ikke biologiske søskende, men de er søskende. Rigtige søskende.
De deler ikke blodets bånd, men de er i den grad søskende. Og det har de været næsten fra den første dag, de så hinanden. Storebror var i hvert fald så klar til at tage sig af sin lillesøster.
Derfor ville han fluks give hende et kram, da de så hinanden første gang på hendes børnehjem. Han var 5½, hun 1½ år. Hun skubbede ham resolut væk. Hun havde endnu ikke lært, at han ikke blot var en af de andre drenge på børnehjemmet.
Karl fik herefter hurtigt en intuitiv kontakt med sin nye søster, som den gang udelukkende kendte sig selv om Carlota.