Skip to main content

Strukturel racisme

Der har i et stykke tid været en næsten uhørlig, men yderst væsentlig stemme i den offentlige debat. Stemmer, der taler om Danmark som et strukturelt racistisk samfund.

Flere har taget ordet og fortæller bla. om at føle sig marginaliserede i et hvidt samfund, hvor ‘den lille racisme’ er blevet en helt naturlig og usynlig del af det danske samfund.

‘Usynlig’, hvis man er hvid vel at mærke.

Og ‘lille racisme’, hvis man er hvid vel at mærke.

Mange etnisk danske vil måske nægte, at der overhovedet findes racisme i Danmark. Der er jo ikke apartheid.

Mange etnisk danske vil måske undre sig over, at der overhovedet findes racisme på den måde i Danmark.

Et dugfrisk eksempel på det er fra en adoptivmor i mit netværk: Hendes lille datter fik i skolen af en klassekammerat at vide, at hun  var brun, fordi en hund havde skidt på hende…

Jeg er sikker på, at flere af mine indlæg her på bloggen kommer til at handle om netop det, fordi det optager mig. Forskellighed. Forskelsbehandling. Rummelighed. Manglende rummelighed.

 

At være blevet anderledes

Som adoptivfamilie er vi på mange måder anderledes end en traditionel dansk familie.

Da jeg lige var blevet mor til min første, skulle alt integreres i mig.

Jeg var blevet mor – en anderledes mor. En synligt anderledes mor.

Jeg syntes i en kort periode, at det var meget belastende at være så synlig, når jeg gik i det offentlige rum med min nye, underskønne baby.

Jeg havde i begyndelsen et stort behov for at cykle en tur alene, købe ind alene – kort sagt at være anonym igen. Falde i et med tapetet. Være en del af mængden. Være ligesom alle de andre. Ikke skille mig ud.

Det gjorde mig også trist på mit barns vegne i en periode. For det gik jo op for mig – at for ham ville det være sådan altid: han vil altid skille sig ud fra mængden og blive lagt mærke til. På godt og ondt.

Efter noget tid, kunne jeg forholde mig til, at det for ham aldrig vil være anderledes.

kun fodsål

Om lidt bliver det omvendt

Jeg tænker selv meget over, at mine børn kommer til at opleve at ligne alle andre på gaden, når vi er i Peru.

Jeg bliver den, der falder udenfor. Jeg bliver den, der er anderledes.

Så kan jeg lære det!

 

Jeg er spændt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.