Politikere og medier har (haft) meget fokus på transnational adoption og det er absolut godt. Forleden var der igen skarp kritik af det ene af to danske adoptionsbureauer.
Fokus var i første omgang på sager om adoption fra Etiopien til Danmark. Sager, hvor der blev afsløret børnehøstere og falske papirer (herunder dødsattester) samt biologiske familier, der ikke havde forstået, hvad det hele gik ud på. De havde ikke forstået, at de gav fuldstændigt afkald på deres børn.
Det må bare ikke ske. Slet ikke. Overhovedet ikke.
Dertil kommer historier om danske adoptivforældre, der ikke formåede at tage hånd om deres nye barn i familien.
Det må bare heller ikke ske.
Alle adoptioner skal naturligvis ske på legal og etisk vis og alt andet skal straks stoppes.
I dag er flere ved at gennemtænke et nyt adoptionssystem i Danmark. Det ser jeg frem til.
Mange har ønsker og meninger om emnet. På godt og ondt.
Og i det felt lever vi adoptivfamilier…
Jeg har ingen grund til at tro, at mine børns bortadoption hviler på et forkert grundlag.
Peru er heldigvis strikse i deres tilgang til adoptionsarbejdet og der er ingen tegn i mine børns private historier fra før adoptionen på, at bortadoptionen er sket på et fejlagtigt grundlag.
Hverken juridisk, etisk eller menneskeligt.
Min datter
Min datter blev ikke afleveret eller fundet som hittebarn, men fjernet af politiet fra sin Peru-mor.
En lokal mand havde gennem en periode set, at en baby ikke blev passet. Politiet fjernede barnet og bragte det til børnehjemmet. Babyen var i så dårlig stand, at hun blev nøddøbt med det samme. Børnehjemmet troede ikke hun ville overleve.
Kvinden, der måske er mor til mit barn, blev siden afhørt af politiet. Det er ikke blevet bekræftet om hun er min datters Peru-mor.
Min datter var et år på sit børnehjem for at komme sig og for at give biologisk familie mulighed for at genoptage kontakten. Ingen kom på besøg og først herefter kunne alle formaliteter med bortadoptionen gå i gang.
Vi har det fulde navn på den mand, der tog ansvar og fik min datter reddet, fordi han kontaktede myndighederne. Han er en yderst betydningsfuld voksen i vores familie. Uden ham havde Liva ikke været i live i dag.
Min søn
Min søn blev afleveret fem dage gammel af sin Peru-mor. Hun havde skrevet et lille brev om, hvorfor hun var nødt til at give sin baby væk.
Hun vendte ikke tilbage til børnehjemmet.
Herefter gik alle formaliteter med bortadoptionen i gang.
Kvinden underskrev det lille brev med sit fulde navn, så vi har noget at søge efter, hvis behovet opstår.
Jeg blev alligevel lidt urolig
Jeg blev alligevel lidt urolig for, om der var skjulte forhold eller fejl i mine børns adoptionssager. Det bureau, der havde formidlet mine børns adoptioner, var nemlig under kritik på grund af fejl i sagsbehandlingen.
Jeg søgte derfor om aktindsigt, fordi jeg gerne ville forsikres om, at jeg vidste alt, hvad der var at vide om mine børns livshistorie før adoptionen. Altså alt det, som bureauet vidste.
Jeg fik hurtigt kopi af alle akter på de to sager.
Der var ikke noget, som jeg ikke allerede havde i forvejen. Alle dokumenter var de samme.
Måske er jeg naiv
Jeg er af nogle i adoptionskredse blevet kaldt for ’tossegod’.
Selvom diverse dokumenter ser fine ud, kan de godt være forfalskede. Man kan købe sig til diverse falske dokumenter i de fleste udviklingslande. Desværre, skrev en adoptivmor.
Jeg ved selvfølgelig godt, at sagens dokumenter ikke nødvendigvis taler sandt, men det tror jeg, de gør.
Jeg vælger at tro, de taler sandt.
Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg har tillid til de mennesker, der har arbejdet professionelt med mine børns adoptioner i Peru og i Danmark. Jeg har stor tiltro til fagpersonerne i Peru: det være sig personalet på børnehjemmet, socialrådgiveren og psykologen på regionskontoret, lokale dommere og de ansatte i ministeriet.
Et andet ord for ‘naiv’ kan være ’tillidsfuld’
Jeg vil ikke lade mit liv styre af frygt og mistillid.
Jeg har også fuld tillid til, at mine børn og jeg vil kunne magte, hvad livet måtte byde os. Alene eller ved hjælp fra andre.
Foto: Amantani.info/news