Skip to main content

Tanker bag bloggen

Om homelanding

Skal I så besøge familie? spørger den ældre læge på vaccinationsklinikken, da han ser sammenhængen mellem vores familiekonstellation og rejsemålet. Vi er adoptivfamilie og skal til Peru.

Nej, svarer jeg hurtigt uden at åbne op for yderligere spørgsmål.

Min datter Liva kommer straks lægen til undsætning:

Vi skal til mit hjemland, svarer hun glad og åbent.

Hjemland? Jeg studser over, hun bruger ordet ‘hjemland.’ Jeg synes ordet hjemland er unaturligt i en 11-årigs mund.

Jeg kalder det for mine børns ‘fødeland’, selvom det lyder konstrueret og unaturligt.

Men jeg synes det er en god præcisering; for det er jo det land, begge min børn er født i.

  • Der, deres liv begyndte.
  • Der, deres biologiske familie lever.
  • Der, de blev passet på af børnehjemmets voksne. Inden de fik deres nye familie, inden de fik mig som mor.

Min datter Liva, gav mig inspirationen til navnet på bloggen:

homeland = hjemland

landing =  landing

 

Ønsker for familien

Rejsen er min gave til min søn Karl, da han blev konfirmeret sidste år.

Det er i år 10 år siden vi sidst var i Peru for at adoptere Liva. Første gang var for 15 år siden, hvor vi adopterede Karl.

Og siden har Peru været en del af mig. Naturen, kulturen og historien. Peru i dag.

Mine børn er nu så store, at de vil opleve, sanse og forstå deres oprindelse på en anden måde, end da de var små:

Karl var som 5-årig med ude at hente sin lillesøster. Han husker ikke så meget andet end at han legede med de store drenge på Livas børnehjem.

Liva var 1½ år, da hun sidst var i Peru. Hun har ingen bevidst erindring om sit første hjem(land), men jeg er sikker på at hendes krop husker. Måske kan hun genkende lugten på sit børnehjem?

Vi rejser nu, fordi jeg ønsker, at vi sammen får denne oplevelse af mine børns første hjemland. En fælles oplevelse som familie.

Jeg vil også give mine børn denne oplevelse, inden de som unge bliver endnu mere optaget af livet udenfor familien.

 

Med til familien hører også min kæreste Carsten.

 

Ønsker for bloggen

Med bloggen ønsker jeg at dele mine refleksioner som adoptivmor og vise den kompleksitet som livet som adoptivfamilie rummer.

Med bloggen ønsker jeg at dele mine refleksioner, tanker og følelser:

  • Om at være mor til to verdensbørn
  • Om at være med på deres rejse tilbage til deres hjemland.
  • Om – i fællesskab – at opleve Peru som adoptivfamilie.
  • Om at rumme det, der måtte komme.

Jeg ønsker at være en stemme i adoptionsdebatten med forskellige vinkler og nuancer.

Jeg ønsker at fastholde respekten for mine børn, for biologisk familie og for Peru. For alle.

Derfor bliver alle billeder af mine børn godkendt til offentliggørelse af børnene selv.

Jeg fortæller, så jeg kan stå inde for mine ord – både før, under og efter rejsen. Derfor forbliver det private privat.

Bloggen kommer overordnet set til at opleve, hvordan man kan lande mentalt og fysisk i sit andet – sit første – hjemland. Om, hvordan det kan være at have to hjemlande. Om at kunne integrere to hjemlande i sig.

 

Ønsker for rejsen  

Jeg ønsker, at vi får en masse sanselige oplevelser på rejsen: At vi får en ny og større forståelse af det oprindelige hjemland. At vi får ny viden om os selv og hinanden, om peruanerne og Peru.

Vi ved ikke, hvad vi kommer til at opleve og hvad vi skal kunne rumme. Måske bliver vi kastet ud i uforståelige og uforklarlige følelser. Uanset hvad, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at være tilgængelig og til at kunne rumme det hele.

Dybest set handler det om at føle sig hjemme. Om at have rødder flere steder. Om at have fødder og være bevægelig.

Jeg vil være fuldt til stede på vores tilbagerejse og derfor er det ikke muligt at kommentere på bloggen, mens vi rejser. Sådan kan jeg bedst holde mit fokus, hvor det hører hjemme: nemlig hos min familie.

Efter rejsen vil jeg kun være glad for en dialog

Velkommen til.